Netanyahu og Likud får fantastisk valg – men er det nok til en regering?

En »gigantisk sejr«. Sådan beskrev Benjamin Netanyahu tirsdag morgen valgresultatet, som det tegner sig. Og han har da også ret i, at Likud har fået et fantastisk godt valg. Med 90 procent af stemmerne talt står partiet til at få 36-37 mandater, hvilket er en fremgang på fire-fem mandater og et noget bedre resultat, end meningsmålingerne forudsagde.

Rivalen Blå og Hvid står til at få 32 mandater – en tilbagegang på et enkelt mandat. Ud over Likud ser vinderne ud til at være det ultraortodokse parti Shas samt Arabisk Fællesliste, som står til henholdsvis 10 og 15 mandater. Blandt taberne er den højreorienterede liste Yamina, som kun står til 6 mandater, samt listen med Arbejderpartiet, Meretz og Gesher, som står til en tilbagegang fra 11 til 7 mandater.

Minder om valget 11. april 2019

Resultatet – hvis det holder stik – betyder, at den parlamentariske situation minder lidt om den, der var for knap et år siden.

Likud vil sammen med de ultraortodokse partier og Yamina have tilsammen 59 mandater – altså to styks fra et flertal.

Benny Gantz, som leder Blå og Hvid, vil sammen med venstrefløjspartierne have 39 mandater.

Det store spørgsmål er så, hvem Netanyahu vil ringe til i forsøget på at få mindst 61. De muligheder, som der tales om, er følgende:

 

Mulighed 1: Samlingsregering med Blå og Hvid

Der har tidligere været talt meget om en samlingsregering. Men der er især to forhold, som gør, at denne mulighed virker usandsynlig. For det første kræver Netanyahu at få hele sin blok med i regeringen. For det andet har Gantz’ hovedbudskab været, at Israel har brug for en ny premierminister. Han har adskillige gange slået fast, at han ikke vil sidde i regering med Likud, så længe Netanyahu er leder af partiet.

 

Mulighed 2: Netanyahu får lokket Yisrael Beiteinu med

Partiet, som længe har stået med nøglen til en regering, ser ud til at få 7 mandater. Netanyahu vil muligvis forsøge at overtale Avigdor Lieberman, som leder det sekulære parti, til at gå med i regering. Problemet er, at Lieberman meget nødig vil sidde i regering med de ultraortodokse partier.

 

Mulighed 3: Netanyahu får lokket enkelte medlemmer over på sin side

Den sidste og måske mest sandsynlige mulighed er, at Netanyahu ringer til eksempelvis Orly Levy-Abekasis fra partiet Gesher eller til et par medlemmer af Blå og Hvid og tilbyder dem en ministerpost eller en anden prominent post. Zvi Hauser og Yoav Hendel, som tidligere har arbejdet for Netanyahu, nævnes som muligheder. Både de og Levy-Abekasis har dog tirsdag morgen benægtet, at de kan fristes af et godt tilbud fra Netanyahu. Men det er ikke til at udelukke, at en eller flere vil tage skridtet og forsøge at fremstå som den, der forhindrede endnu et valg.

Miki Zohar, som er gruppeformand for Likud, har sagt, at »vi snakker med mere end et par knessetmedlemmer fra midten og venstre. Jeg tror, at hvis vi får 60 mandater, vil vi kunne danne en regering.«


Benny Gantz får svært ved at blive premierminister efter mandagens valg (Foto: Ole Andersen)

Lieberman: Vil gøre alt for at undgå fjerde valg

Selvom alle de tre ovennævnte muligheder har sine udfordringer, så er der en grundlæggende tro på, at dette bliver det sidste valg i denne omgang. Avigdor Lieberman sagde tirsdag, at han »vil gøre alt for at undgå et fjerde valg. Vi vil gå enten det ene eller det andet sted hen.« Dette må forstås sådan, at han vil vælge side og pege på enten Gantz eller Netanyahu, hvis alternativet er et fjerde valg. Peger han på Netanyahu, bliver han helt sikkert premierminister. Peger han på Gantz, er det ikke sikkert, at det er nok. Gantz vil stadig behøve støtte fra araberne – hvilket virker en smule usandsynligt, eftersom araberne har lagt lidt afstand til Gantz efter at de fleste af dem ellers støttede ham ved valget i september.

Konklusionen er, at det mest sandsynlige er, at Netanyahu på en ene eller den anden måde får dannet en regering. Men vejen dertil bliver ikke nødvendigvis let. Og det er ikke sikkert, han når det, inden retssagen mod ham begynder 17. marts.