Så kom aftalen: Men Israel har tænkt sig at blive i Libanon

Iran og USA har indgået en aftale om at afslutte krigen. Det har begge lande bekræftet sent søndag aften.

Og på fredag vil der så efter planen i Schweiz blive sat en underskrift på et stykke papir. Det siger bl.a. Pakistans premierminister, som har været en central mægler i forhandlingerne. Men meget kan nå at ske inden fredag. Især fordi aftalen tilsyneladende indeholder et iransk krav om, at alle kamphandlinger i Libanon skal standse. Og det har Israel – som slet ikke er en del af aftalen – ikke nødvendigvis tænkt sig at rette sig efter.

Hvad er det for en aftale?

Aftalen er faktisk det, der kaldes et såkaldt "forståelsespapir". Det betyder i praksis, at parterne kun er nået til enighed om ret få ting. Resten har man så en fælles "forståelse" om - nemlig at man skal fortsætte forhandlingerne inden for en eller anden ramme.

Vi ved på nuværende ikke så meget om indholdet i aftalen - altså det, de er blevet enige om. Men flere medier har berettet om, hvad den indeholder efter at have talt med kilder tæt på forhandlingerne.

Det står klart, at der er tale om en aftale, der i første omgang sørger for, at Hormuzstrædet åbnes, og at USA ophæver sin blokade af iranske havne. Derudover vil der så være en periode på 60 dage, hvor man skal forhandle om (nogle af) de store emner: Irans atomprogram, Irans missilprogram, Irans støtte til terrorgrupper, ophævelse af økonomiske sanktioner mod Iran – og sikkert også andre elementer.

Ifølge et iransk medie vil der allerede nu blive frigivet 12 milliarder dollars til Iran – penge, som ellers har været tilbageholdt (”indefrosset” skriver mange medier). Det amerikanske medie CBS citerer dog amerikanske kilder for, at dette ikke er en del af aftalen.

Og hvad med Israel og Libanon

Ifølge Irans viceudenrigsminister betyder aftalen også, at alle kamphandlinger i Libanon vil standse nu og her. I sidste uge forlød det også, at aftalen vil kræve, at Israel trækker sig helt ud af Libanon.

Hvis bare en af delene passer, ja, så er der tale om en meget skrøbelig aftale. For så vil det betyde, at aftalen brydes, hvis Israel angriber Hizbollah-mål i det sydlige Libanon – eller evt. hvis de blot bevarer deres tilstedeværelse. Israel er som sagt slet ikke en del af aftalen og føler sig derfor ikke forpligtet til at indstille bekæmpelsen af Hizbollah. Men noget kunne altså tyde på, at USA har sagt til Iran, at amerikanerne vil få Israel til at makke ret på dette punkt.

Men det kommer ikke til at ske, slår Israels udenrigsminister, Israel Katz, fast i et opslag på X. Her skriver han, at Israel »vil forblive i en sikkerhedszone i Libanon, Syrien og Gaza uden nogen tidsbegrænsning for at beskytte grænsen og israelske borgere«. Han uddyber og siger, at man vil fjerne terror-infrastruktur i sikkerhedszonerne.

Selvom han ikke direkte siger, at Israel fortsat vil angribe Hizbollah-mål, så er der næppe tvivl om, at hvis Hizbollah fortsætter med at operere i området – og fx bruger kampdroner mod soldater, som de har gjort i stor stil de seneste uger - så vil Israel også angribe dem. Dog siger en israelsk kilde til Jerusalem Post, at Israel ikke vil angribe Hizbollah nogen steder i Libanon, hvis terrorgruppen overholder våbenhvileaftalen. Spørgsmålet er så, hvad det fra et israelsk perspektiv vil sige at »overholde våbenhvilen«.

Det er dog relativt sandsynligt, at der vil komme kamphandlinger mellem Israel og Hizbollah, hvis de israelske styrker bliver i området (hvilket de altså har tænkt sig). Og når/hvis det sker, ja, så er det store spørgsmål, om Iran vil angribe Israel. Det gjorde de for nylig, da Israel angreb mål i Beirut.

Israel Katz slår i sit opslag på X fast, at »hvis Iran angriber Israel på grund af det, der sker i Libanon, vil vi angribe med fuld styrke«. Altså angribe Iran.

Det næste spørgsmål i dette scenarie er, hvordan USA vil reagere. Vil de hjælpe Israel, eller vil de – som Trump for nylig advarede Netanyahu om – lade dem være overladt til sig selv.

Holdningen i Israel lader til at være, at der trods alt er en grænse for, hvor langt man vil strække sig for at bevare den gode relation til Trump. Allerede i weekenden så vi et eksempel på det, da Israel søndag igen angreb et mål i en forstad til Beirut – hvilket fik Trump op i det røde felt. Også selvom det israelske angreb kom som respons på, at Hizbollah angreb Nordisrael.

Israel kommer med andre ord ikke til at trække sig ud af Libanon, fordi Trump beordrer det. Og hvis Hizbollah fortsætter med at opruste og fortsætter med at være til stede i Sydlibanon, så vil Israel ikke forholde sig passivt. Heller ikke, hvis det betyder, at det fører til, at man står alene i kampen mod Iran. Det er i hvert fald budskabet fra udenrigsminister Katz.

En dårlig aftale

Når alt kommer til alt, handler aftalen i første omgang mest af alt om, at Hormuzstrædet genåbnes. Det, at man har sat en frist på 60 dage for de øvrige elementer, betyder ikke, at man er kommet tættere på at løse problemet med Irans atomprogram, deres missilprogram og deres støtte til terrorgrupper, som er de ting, Israel er mest optaget af.

Og er man ikke blevet enig efter 60 dage, kan fristen bare forlænges. Det er sket mange gange før.

I Israel er mange af den opfattelse, at den militære sejr, som Israel og USA fik fra 28. februar til 8. april, på ingen måde er blevet omsat til resultater i forhandlingerne. De kritiske stemmer kommer fra både regering og opposition. Og selvom Israel ikke er en del af aftalen, er kritikken i høj grad rettet mod Netanyahu.

Gadi Eisenkot, der leder oppositionspartiet Yashar! siger, at aftalen er »en dyster konsekvens af en regering, der har fejlet«.

Finansminister Bezalel Smotrich kalder aftalen »dårlig for Israel og for den frie verden«.

Som kontrast til det siger mange vestlige ledere – også den danske regering – mandag morgen, at det er positivt med aftalen. Disse udtalelser forholder sig dog ikke til, hvad aftalen betyder for israelernes sikkerhed.