Hoseas' Bog: Guds elskede hustru, Israel

Profeten Hoseas havde et dramatisk liv. I denne artikel fortæller Jørgen Bloch Jensen om Hoseas og hans bog.

Op igennem historien har Gud på mangfoldige måder talt og illustreret sit ord, det ord, som vi nu finder nedskrevet i Bibelen.

1. Han illustrerede det ved billedhandlinger som profeterne udførte.

Disse billeder kan vi nu studere i deres skrifter, og derigennem blive ført dybere ind i erkendelsen af, hvem Abrahams, Isaks og Jakobs Gud er.

2. Andre illustrationer er helligdagene, som f.eks. sabbatten, påsken og løvhyttefesten, som gang på gang skulle gentages. Stadigvæk med det samme sigte, at Gud skal være stor for os.

3. Men Gud gav os andre billeder. Billeder, hvor Gud forener sig med historien, og bruger historien i fortiden, nutiden og fremtiden som sit lærred. Billeder, som er en levende del af den virkelighed, vi lever i, for at vi skal kende den levende Guds storhed.

Hoseas maler i sit liv et billede for os, der illustrerer, hvordan Gud forener sig med Israel i historien, nemlig i hans ægteskab med Israel.

Omkring år 932 f.Kr. blev Israel delt i to riger: Nordriget (Israel), og Sydriget (Juda).

På det tidspunkt, hvor Hoseas virkede som profet, er Jeroboam II konge i Nordriget, hvor Hoseas levede. Det var både kulturelt og økonomisk en blomstringstid for Israel. Det indebar, at folket havde store forventninger til fremtiden, og mente, at alt måtte være i den bedste orden.

Var Israels rige i økonomisk velstand, forholdt det sig ganske anderledes åndeligt. Afgudsdyrkelsen havde gode kår i folket. Man holdt i det ydre fast ved Mose lære, men hjertet var ikke med. Troen var blevet til ritualer.

Hoseas’ bog består af to afsnit. De første 3 kapitler skildrer hans liv og den smerte, han måtte gennemleve i sit ægteskab med Gomer, som et profetisk budskab om Guds forhold til Israel. Fra kapitel 4 og fremefter møder vi det profetiske budskab, han fik at bringe i ord.

Herrens tale

Vi bør lægge mærke til indledningen i Hos 1,2: Her begynder Herrens tale ved Hoseas.

Herrens tale gennem Hoseas var både ord og handling. Når Hoseas prædikede, var det ord, han havde fået fra Herren. Men det liv, Hoseas levede, var ikke blot et spændende eller interessant livsforløb. Det er Herrens tale. Gud brugte altså i fuld udstrækning Hoseas som sit talerør.

Guds ægteskab

I Es 54,5 siger Gud: For din skaber tager dig til hustru, Hærskarers Herre er hans navn.

Det er til Israel, Gud siger: »Jeg tager dig til hustru«.

Hoseas’ ægteskab med Gomer er et billede på dette ægteskab. Et ægteskab med stærke følelser. I Hos 9,10 beskriver Gud sine følelser for Israel ved at sige: Jeg fandt Israel som druer i ørkenen.

Jeg tror, at vi kan forstå dette billede. Når tørsten plager på grund af den bagende hede, så er det vidunderligt at finde en klase dugfriske druer. Sådan så Gud på Israel, og han tog hende til hustru.

Vi kan spørge: Var det, fordi det var fornuftigt? Var Israel et godt parti? Nej, Gud gjorde det, fordi han elskede hende. Ligesom Hoseas ægtede Gomer, fordi han elskede hende, ikke fordi det var fornuftigt.

Her er der en faldgrube for os. Vi kan let få den tanke, at Gud indgik ægteskab med Israel, fordi han elskede Israel mere end alle andre folk. Men Bibelens vidnesbyrd er, at Gud udvalgte Israel, fordi alle folkene er hans: Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig (2 Mos 19,5).

Gud tog Israel til ægte for folkenes skyld, for vores skyld.

Ligesom Gud allerede ved skabelsen besluttede, at ægteskabet mellem en mand og en kvinde skulle bære frugt, sådan besluttede Gud også, at hans ægteskab med Israel skulle bære frugt. Frugten blev en søn. En kongesøn. Jesus, verdens frelser, Messias.

Hoseas’ ægteskab

Det er på mange måder en underlig opfordring, Hoseas får. Gå hen og gift dig med en horkvinde.

Der er dem, der mener, at ægteskabet fra begyndelsen var præget af utroskab. Det virker dog ikke sandsynligt.

For det første ville Hoseas’ ægteskab vanskeligt kunne illustrere Guds forhold til sit folk, hvis det havde været sådan.

For det andet, tyder teksten på, at forholdet udviklede sig til utroskab mod Hoseas. I Hos 1,3. står der: Så giftede han sig med Diblajims datter Gomer, og hun blev gravid og fødte ham en søn. Om de øvrige børn, som Gomer fødte, står der blot, at hun fødte henholdsvis en datter og en søn, hvor der altså i v. 3 siges tydeligt, at det var Hoseas, hun fødte en søn. Den første søn er altså en frugt af ægteskabet, de øvrige af utroskab.

Opgør og forsoning

I kap. 2 læser vi om, hvordan Gomers utroskab bliver til et opgør mellem Hoseas og hende. Også det er et billede på forholdet mellem Gud og Israel - Israels afgudsdyrkelse resulterede i et profetisk domsord over folket. Men midt i dette opgør lyder der et men (Hos 2,16-17). Gud havde givet nogle løfter til dette folk, og dem har Gud ikke glemt.

Folket skal rammes af Guds dom. Han vil sprede dem. Men der komme en dag, hvor Gud vil gøre straffens dal (Akors dal) til håbets port. Der komme en dag, hvor det bliver synligt for alle, at Gud vedkender sig dem som sit folk. Ja, der kommer en dag, hvor Israel ikke længere skal være et delt folk. Judæerne skal samles med israelitterne; de skal have én og samme leder og blive herre i landet, for Jizre'els dag er stor (Hos 2,2).

Jeg tager min hustru tilbage

I Hoseas’ liv bliver det til, at Gomer forlader ham, men ender som slave i et harem, hvor Hoseas finder hende, og køber hende tilbage.

Der er nogle, der har ment, at det er en anden kvinde, Hoseas her har skullet gifte sig med. Men for det første er der ikke noget i sammenhængen, der underbygger denne antagelse, og dernæst ville det ikke hænge sammen med bogens øvrige forkyndelse.

1. Det vil være utænkeligt, om Hoseas og Gomer overhovedet er blevet skilt. Gud vil jo netop antage sit folk igen. De er aldrig hørt op med, at være hans folk. På trods af dommen over Israel, glemmer Gud ikke sin »første kærlighed«. Og Gud siger, at han hader skilsmisse: Thi jeg hader skilsmisse, siger Herren, Israels Gud, og at man hyller sin klædning i uret, siger Hærskares Herre. Så tag jer i vare for eders ånds skyld og vær ikke troløse (Mal 2,16 jf. den gamle oversættelse).

2. Hoseas finder Gomer som slave i et harem. Så langt er hun sunket, men han køber hende fri. Gud sammenligner Hoseas’ situation med sit forhold til Israel. Han elsker Israel, selvom de har svigtet ham, og vendt sig til andre guder.

Summen af hele Hoseas’ liv kan vi meget enkelt sammenfatte i ordene fra Rom 11,29: For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

Endnu et bryllup

Endnu engang forbereder Gud et bryllup, sønnens bryllup: lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede (Åb 19,7). Her er alle frelste af alle stammer og tungemål bruden, og sønnen er brudgom.

Når dette er sagt, er der yderligere to ting, jeg gerne vil pege på:

1. Vi kan ofte høre nogle kalde kirken vores mor. Jeg har aldrig i Bibelen fundet noget udtryk, der kan begrunde denne påstand. Skal vi tale om nogen, der er vores mor, må det være Israel. Det er fra hende, vi har fået vor arv og del i alle løfterne samt Guds ord.

2. Nu hvor der er tale om en ny brud, er der nogle, der mener, at det første ægteskab ikke længere er gyldigt. Hoseas vidner anderledes. Han købte Gomer fri og tog hende tilbage i troskab. Gud glemmer ikke sin hustru. Vi kunne også spørge: Skulle faderen fornægte sin hustru, fordi sønnens bryllup forberedes?

Jeg vil helbrede deres frafald og elske dem med glæde. Min vrede vender sig fra dem ... Hvad skal Efraim længere med gudebilleder? Jeg bønhører ham, ser nådigt til ham. Jeg er som det grønne enebærtræ, du skal finde din frugt hos mig. (Hos 14,5.9)