Poesi og profeti går hånd i hånd i Salmernes Bog

Salmernes Bog bliver af mange betegnet som Bibelens sangbog eller bønnebog, som med poetiske virkemidler sætter ord på livets op- og nedture med Gud. I oversættelsesarbejdet med Bibelen 2020 blev Salmernes Bog betegnet som eksistentielle tekster, læseren kan se sig selv i. Salmer synges i tilbedelse til Gud og bedes i mangel på egne ord. Det er godt og vigtigt at bruge Bibelens egne ord i livet med Gud.

Samtidig ved vi fra Det Nye Testamente (NT), at Salmernes Bog indeholder profetier om Jesus. Det er der flere eksempler på:

·         Jesus siger, at salmerne har profeteret om ham (Luk 24,44).

·         Ifølge Apostlenes Gerninger 1,20 blev Judas’ forræderi profeteret i Salme 109.

·         Delingen af Jesu klæder i forbindelse med korsfæstelsen var en opfyldelse af Salme 22 (Joh 19,24).

·         Peter henviser i sin pinseprædiken til Salme 16 som en profeti om Jesu opstandelse (ApG 2,25-28).

Hvordan kan det være, at NT kan tillade sig at få salmer, som tydeligvis er skrevet af kong David og andre forfattere om deres forhold til Gud, til at handle om Jesus? Er det noget, forfatterne af NT har fundet på, fordi de nu læser Det Gamle Testamente (GT) gennem nogle »Jesus-briller«? Har de dermed fået en ny tolkningsnøgle, som andre ikke var kendt med på forhånd?

Det fristes man til at tro, når man hører nogle kristne tale om, at vi skal læse GT i lyset af NT, eller at Helligånden har åbenbaret for os, at GT skal læses på en ny måde med Jesus i fokus.

Personligt tror jeg ikke, at der med Jesus kom en ny tolkningsnøgle for disciplene. Men NT’s forfattere blev med Jesu undervisning, død og opstandelse overbevist om, at Jesus er den eneste kandidat til de profetiske ord om Messias i Salmernes Bog.

Salmernes forfattere var profeter

Salmernes forfattere var ikke kun poeter. De var også profeter. Det understreger Peter i sin pinseprædiken, da han kalder David for profet i forbindelse med sin henvisning til Salme 16.  Det kommer til udtryk allerede i GT.

I Anden Samuelsbog 23 siger David som en del af sine sidste ord på denne jord, at Guds ånd har talt igennem ham – at Israels Gud har talt til ham. Og lang tid efter Davids død kaldes han i Nehemias 12,24 for en »gudsmand«. En titel, som udelukkende knyttes til profeter.

Det er ikke kun David, som har en profetisk rolle. Det har også flere andre salmedigtere. Asafs, Hemans og Jedutuns sønner bliver i Første Krønikebog 25 udvalgt til at spille profetisk på forskellige instrumenter. I den danske oversættelse står der, at de skulle spille »henrevet«, men på hebraisk står der, at de profeterede med musikken. Asaf selv bliver betegnet som en »seer« i Anden Krønikebog 29,30 – et andet ord for profet. Også Moses var sanger, profet og salmedigter.

Musik, poesi og profeti bliver i GT ofte koblet sammen. Flere af profeterne udtrykte sig poetisk, og profeten Elisa oplevede at få profetiske ord, mens musikken spillede (2 Kong 3,14-19).

Alene ud fra ovenstående eksempler fra GT, så er det ikke underligt, at NT ser på Salmernes Bog som profetisk litteratur. Men der er også andre væsentlige grunde til at se på især Davids salmer som profetiske.

Davids liv var profetisk

Kong David har skrevet langt de fleste salmer. Han havde en langt større profetisk rolle, end han nok selv var klar over. Det kunne der skrives meget om, men her vil jeg blot nævne tre profetiske kendetegn ved David:

For det første var David den første konge i Judas slægt, som Messias skulle udgå fra (1 Mos 49,10). Da David havde grundfæstet sit rige, fik han åbenbaret gennem profeten Natan, at en af hans efterkommere skulle være Guds søn og konge til evig tid (2 Sam 7,12-17). Davids liv og profetien om hans afkom fik den betydning, at David i resten af GT bliver et profetisk billede på Messias.

For det andet havde han en periode som ung, hvor han spillede musik for kong Saul. Saul var plaget af en ond ånd, men hver gang David spillede, forlod den onde ånd ham. Det minder om de profeter, som i nogle tilfælde havde en helbredende tjeneste.

For det tredje var David hyrde, inden han blev konge. Han blev en stor kriger, og derudover gjorde han nogle ting, som egentlig var forbeholdt levitterne, dvs. præsterne. Fx dansede han i en særlig dragt, stod for nogle ofringer, velsignede folket og organiserede tempeltjenesten – alt sammen noget, som var forbeholdt præsterne. Det er ikke noget, som i sig selv er profetisk, men det er et kendetegn på salmedigteren David og de temaer, han kommer ind på i sine salmer.

Kort sagt var David konge og profet.

Salmernes Bogs opbygning er profetisk

Hvis man udelukkende ser Salmernes Bog som en samling af eksistentielle tekster, sange eller bønner, så kan man være tilbøjelig til at læse dem uafhængigt af hinanden på samme måde som Den Danske Salmebog. Nok er sangene og bønnerne i Den Danske Salmebog kategoriseret i fælles temaer, men de synges eller bedes uafhængigt af hinanden.

Salmernes Bog er også en samling af sange og bønner, men der er en rød tråd fra første til sidste salme med fokus på kongen og Guds profetiske ord. Mange salmer er sat sammen i en indbyrdes afhængighed, hvor den ene salme hænger sammen med én eller flere andre.

Salmernes Bog er sammensat af fem samlinger af salmer med salme 1-2 som indledning og salme 146-150 som afslutning. De enkelte samlinger af salmer afsluttes med en lovprisning til Gud, og i den danske oversættelse fra 1992 er afslutningen markeret med en stjerne. De fem samlinger af salmer og deres temaer ser sådan ud:

1)      Sl 3-41:Klage, tillid og bøn i modgang

2)      Sl 42-72: Israel, Messias og håb om retfærdighed

3)      Sl 73-89: Templets ødelæggelse, folkets lidelser og Guds løfter

4)      Sl 90-106: Trøst, Guds magt, håb efter eksil

5)      Sl 107-145: Guds frelse, glæde og håb.

Salme 1-2 er en afgørende indledning på hele Salmernes Bog. Her bliver hovedtemaet for salmerne præsenteret, nemlig menneskers forhold til Guds vilje (Sl 1) og den salvede konge, som er Guds søn og indsat til at gribe ind over for fjenderne (Sl 2).

Begge salmer har en fælles ramme, idet Salme 1 indledes med »Lykkelig den …«, og Salme 2 afsluttes med »Lykkelig hver den …«.

Samtidig er Salme 2 en del af den ramme, som kendetegner hele Salmernes Bog, idet vi her hører om kongen, som er indsat på Zion (i Israel), men hvis kongedømme rækker ud til alle jordens folkeslag. På samme måde har salme 149 (den næstsidste salme) også fokus på kongen, som har bragt sejr.

Salme 3 er en personliggørelse af den salvede konge, vi møder i Salme 2, som har mange fjender. I begge salmer ser vi kongens bøn til Herren, og at Herren vil give sejr til kongen. Davids egen oplevelse med sine fjender bliver dermed udtryk for den salvede konge (Messias), vi møder i Salme 2. Salme 3 hænger i øvrigt sammen med salme 4-7, som er indrammet af beskrivelsen af de mange fjender, Herren som skjold og bønnen om, at Herren rejser sig og griber ind.

Flere steder i Salmernes Bog ser vi, at salmerne er placeret, så de udgør det, man kalder en kiasme. Dvs. at salmernes temaer hænger sammen på en bestemt måde: Første og sidste salme hænger sammen. Anden salme og den næstsidste salme hænger sammen osv. Som en del af denne symmetriske opbygning står hovedbudskabet i midten. Det kommer fx til udtryk i Salme 15-24, hvor de to midterste salmer (19-20) har fokus på henholdsvis Guds lov og den salvede konge. Også salme 18 og 21 minder om temaet i salme 2 om den salvede konge.

Salmernes Bogs indhold er profetisk

I Samuelsbøgerne får vi et ret indgående kendskab til kong David fra hans barndom til hans død. I Salmernes Bog kan vi genkende dette liv i poetisk form. Davids liv og hans salmer hænger uløseligt sammen. Men der er alligevel nogle beskrivelser i salmerne, som ikke kan stemme overens med Davids liv. Her er nogle få eksempler:

·         Sl 16 siger, at David ikke skal prisgives til dødsriget.

·         Sl 22 beskriver David som en, der offentligt bliver hånet, får gennemboret sine hænder og fødder og får delt sine klæder ved terningekast.

·         Sl 40 omtaler David som en person, der er forudsagt i bogrullen og gør Guds vilje.

·         Sl 110 handler om, hvad Gud siger til Davids herre. Davids herre beskrives som både en magtfuld konge og evig præst.

Salmernes Bog indeholder altså salmer, som delvist passer på Davids eget liv, men som samtidig peger på en anden persons erfaring og betydning.

Salmernes Bog peger på Jesus

Når Peter til jødernes pinsehøjtid foran tusindvis af tilrejsende jødiske landsmænd med stor frimodighed bruger David og hans salmer til at pege på Jesus, så beskyldes han ikke for at fordreje teksterne. Tværtimod giver det mening for tilhørerne, at salmerne indeholder profetiske ord om Messias. Peter anvender altså ikke en ny tolkningsnøgle, men påpeger i stedet, at Jesus er den eneste kandidat, der stemmer overens med salmernes profetiske ord om Messias.

I sit andet brev hentyder Peter til dem, som hånligt spørger: »Hvad bliver der af løftet om hans komme?« (2 Pet 3,4). Han henviser i sit svar til salme 90,4, hvor der står, at »tusind år er i dine øjne som dagen i går«. Men hvorfor bruger Peter dette vers i sit brev, som handler om, at Herren nok skal opfylde sine løfter, og at denne jord skal gå i opløsning for at blive erstattet af en ny himmel og jord?

Svaret er, at Peter ser Salme 90 i forlængelse af Salme 89, som netop handler om pagten med David om et evigt kongerige. Salmen understreger Guds særlige forhold til kong David, som overgår, hvad David selv erfarede. Alligevel slutter salmen med, at Gud har forkastet sin salvede konge og styrtet hans rige til jorden til stor glæde for fjenderne. Derfor hører vi råbet i salme 89,47: »Hvor længe vil du dog skjule dig, Herre?« Kort sagt: Hvor længe skal vi vente på det evige rige under Davids (Messias’) herredømme?

Salme 90 følger op på dette spørgsmål og gentager spørgsmålet i vers 13: »Vend tilbage, Herre! Hvor længe bliver du borte?« Det er i den sammenhæng, der står, at tusind år i Guds øjne er som dagen i går.

Apostlen Peter kendte salmerne som en bønne- og sangbog, men han læste den også som en profetisk bog om Messias og hans rige.

På samme måde må vi også læse Salmernes Bog. Den kan bruges til tilbedelse, tak og bøn, og den kan hjælpe os til at sætte ord på både glæde og sorg. Men samtidig rummer den et profetisk perspektiv. Den peger på Messias. På ham, som hører vores tilbedelse, vores tak og vores råb – og som har svaret ved at skaffe frelse til alle mennesker.