Esajas 2,1-5: Esajas’ overraskende profeti om Himmelbjerget

Foran FN’s hovedkvarter i New York står en bronzeskulptur. Den viser en mand, der med hammeren i højre hånd smeder et sværd i venstre hånd om til et markredskab. Skulpturen blev skænket til FN af Sovjetunionen i 1959, og i første omgang virker det overraskende, at en selverklæret ateistisk stormagt forærer FN et kunstværk med så tydelige bibelske referencer.

Men når vi husker, at hammeren og seglet var centrale symboler for Sovjetunionen, giver det bedre mening. Skulpturen er tydeligt inspireret af profeten Esajas’ vision i Esajas’ Bog 2,1-5, som blandt andet siger, at våben engang i fremtiden skal smedes om til markredskaber. Et forsigtigt gæt er, at Sovjetunionen så sig selv som den magt i verden, der skulle opfylde visionen og bringe fred og harmoni på jorden.

I denne artikel skal vi se nærmere på Esajas’ profetiEsajas forkynder, at alle verdens folkeslag en dag skal drage op til Jerusalem, til tempelbjerget, for at modtage vejledning og undervisning fra den kommende Messias. På den tid skal konflikt og krig ophøre, når våben smedes om til markredskaber, og verdens folk vandrer på Guds veje og stier. Visionen er bemærkelsesværdig, fordi den skildrer en virkelighed i skarp kontrast til den, Israels folk har oplevet gennem det meste af deres historie.
 

Bibelens og Sydrigets hovedstad

Profeten Esajas levede i sidste halvdel af 700-tallet f.Kr., og hans samtid var præget af krig og uro. Dengang var Israel delt i Nordriget og Sydriget, og Esajas oplevede  Nordrigets sammenbrud i 722 f.Kr. Midt i denne urolige tid modtog han en vision om, at alting engang i fremtiden vil se anderledes ud – ikke mindst for Sydrigets hovedstad, Jerusalem.

Byen spiller en central rolle gennem hele Israels historie og i de bibelske fortællinger helt frem til Esajas’ egen samtid. Moria-bjerget, hvor Abraham skulle ofre Isak, blev senere identificeret som det sted, hvor Guds tempel blev opført af kong Salomo. Forinden havde kong David ladet pagtens ark bringe til Zion (Jerusalem), fordi Gud havde udvalgt byen og bjerget som sin bolig og sit hvilested (Sl 132,13-14).

Jerusalem er således en utrolig vigtig by i den bibelske fortælling, og det er derfor ikke overraskende, at byen indtager en afgørende rolle i Esajas’ vision.

Himmelbjerget

Stedet i Jerusalem, hvor visionen udfolder sig, kalder Esajas »Herrens tempelbjerg« og »Zion«. Det er altså på det bjerg, hvor templet blev opført af kong Salomo, at Gud engang i fremtiden vil lade Messias dømme og vejlede mennesker.

På Esajas’ tid blev bjerge opfattet som forbindelsespunkter – nærmest portaler – mellem den menneskelige og den guddommelige verden. Man forestillede sig verden som inddelt i lag: himlen øverst, jorden i midten og underverdenen eller dødsriget nederst. Det kommer for eksempel til udtryk i fortællingen om Babelstårnet, hvor mennesker forsøger at bygge et tårn, der når op til himlen (1 Mos 11,1-9). Vi ser det også, når Gud møder Moses på Sinajs bjerg og senere lader sit tempel opføre på et bjerg i Jerusalem.

Gud taler til konkrete mennesker på bestemte tidspunkter i historien, og netop derfor er det meningsfuldt, at han i Esajas’ vision vil møde verdens folk på det sted, som profeten og hans samtid så som et sted, hvor himmel og jord mødes.

Når vi kender den videre bibelske historie, hvor Gud selv bliver menneske for at dø og opstå i netop Jerusalem, er det derfor ikke underligt, at det netop også er i denne by og på dette Himmelbjerg, at han en dag vil lade sin visdom udgå.

Det særlige ved Esajas’ vision er, at bjerget beskrives som et, der vil stå »højt over bjergene« og »knejsende over højene«. Det kan umiddelbart virke underligt – ja, næsten komisk – når vi ved, at Oliebjerget, som ligger lige øst for tempelbjerget, faktisk er højere. Forstået bogstaveligt kan profetien endda give indtryk af, at det kommende messianske tempelbjerg skulle blive verdens højeste bjerg – altså højere end bjerge som Mount Everest og K2, der begge rager mere end 8.000 meter op over havets overflade. Derfor mener mange bibeltro fortolkere, at Esajas her taler teologisk og symbolsk om tempelbjerget: I fremtiden vil det ikke være det højeste bjerg i fysisk forstand, men det højeste i betydning for mennesker og for verden – det sted, hvor Guds vilje, visdom og retfærdighed udgår fra, og hvor alle folkeslag samles.

Samtidig kan profetien også rumme et mere konkret perspektiv. Profeten Zakarias profeterer for eksempel, at når Messias igen træder ned på Oliebjerget, vil bjerget flække i to dele (Zak 14,4). Det er derfor ikke utænkeligt, at Jerusalems topografi vil blive forandret i forbindelse med Messias’ komme, og at også tempelbjerget kan få en ny fysisk udformning.

Så hvem ved? Måske vil tempelbjerget i Jerusalem en dag blive det mest prestigefyldte bjerg at bestige – ikke kun på grund af den fysiske udfordring, men fordi det også åndeligt set vil være det mest betydningsfulde bjerg i verden.

 Fra alle folkeslag

At det er Jerusalem, der indtager en central rolle, betyder dog ikke, at visionen  kun handler om den jødiske befolkning. Tværtimod er det alle slags »folkeslag« og »talrige folk« – både jøder og ikke-jøder – der som en strømmende kilde vil drage op til Jerusalem.

Den dag vil hverken etniske, kulturelle, sociale, uddannelsesmæssige eller kirkelige forskelle føre til splid og uvenskab.  Men med deres forskellige identiteter bevaret vil mennesker fra mange folk frivilligt drage op til Jerusalem og blive forenet i deres søgen efter Israels Gud.

Profetien bliver dermed også en opfyldelse af det universelle løfte, som Gud gav til Abraham: At Guds velsignelse og genoprettelse af verden skulle nå ud til »alle jordens slægter« (1 Mos 12,3).

 
Sandhedens og fredens kilde
Alle disse forskellige folk vil lære Guds »veje«, så de kommer til at »gå på hans stier«.

Her er der et tydeligt omvendelsesperspektiv. Mennesker vil drage op til tempelbjerget i Jerusalem for at modtage »belæringen« og »Herrens ord«, og dette møde vil få en livsforvandlende betydning for dem.

Denne virkelighed står i skarp kontrast til verdens historie, som den også igen og igen beskrives i Bibelen. Mennesker vender sig væk fra Gud og ønsker ikke at gå ad den vej, han har anvist. Vi er så optaget af os selv og mener ofte – uanset om vi er troende eller ej – at vi selv ved bedst. Gang på gang afviser vi Guds sandhed om os selv og om verden. Men den vision, Esajas profeterer om, beskriver et helt andet billede. På den tid, hvor Messias lader Guds ord og vejledning lyde fra Jerusalem, vil der være én fælles guddommelig visdom og sandhed, som mennesker frivilligt følger. Messias vil lede mennesker til at leve et nyt liv.

Dem, som tidligere havde planer om erobring og krig, vil nu »smede deres sværd om til plovjern« og deres »spyd til vingårdsknive«. Med andre ord: Krigens redskaber bliver til redskaber for liv. Derfor vil folk ikke længere »løfte sværd mod folk«, og der vil ikke være behov for militær oprustning, for »de skal ikke mere oplæres til krig«.

Set i lyset af Israels historie og nuværende situation kan det virke surrealistisk. Når Israels fjender i dag truer med udslettelse, er oprustning et forståeligt modsvar. Men Esajas’ vision tegner et helt andet billede. Når Messias regerer fra tempelbjerget, vil krig og konflikt høre fortiden til.

 Hvor længe, Gud?

Hvornår vil Esajas’ fantastiske vision så udspille sig? I indledningen af profetien siger han, at det sker »til sidst«. Denne tidsangivelse er ikke særlig konkret, men det er tydeligt, at det endnu ikke er sket. Det understøttes af, at de nytestamentlige forfattere ikke bekræfter, at Jesus’ første komme opfyldte profetien. Derfor må vi antage, at den først bliver virkeliggjort ved hans andet komme.

Men er det så en profeti om Messias på den nye jord, eller en profeti om den messianske tidsalder – tusindårsriget – der går forud for den nye jord, hvor han skaber sit fredsrige på jorden? Selvom det ofte er svært at skelne imellem tidspunkter i profetier, peger flere ting på det sidste: På den nye jord vil mennesker ikke længere skulle omvendes, og syndefaldets forbandelser vil ikke længere eksistere, fordi Gud allerede har holdt dom over verden og genoprettet den (Åb 21,4-5; 22,3). Men Esajas’ vision handler netop, at Messias leder mennesker til omvendelse og nye handlemåder. Profetien stemmer desuden godt overens med andre profetier om den periode, hvor Messias’ fredsrige vil regere over hele jorden (Sl 72; Es 11).

Profeten Zakarias giver indtryk af, at Israels omvendelse går forud for den fredsvirkelighed, Esajas beskriver. Han skriver, at Israel skal »se hen til mig, ham de har gennemboret« (Zak 12,10), og placerer denne omvendelse i en tid, hvor nationerne stadig bekriger Jerusalem. Paulus bekræfter det samme frelseshistoriske mønster, når han skriver, at det jødiske folks omvendelse vil føre til »liv af døde« for ikke-jøder (Rom 11,15). Israels omvendelse bliver således et frelseshistorisk vendepunkt, der baner vejen for den messianske fred, Esajas beskriver.

 Den eneste sande utopi

Det er næsten uvirkeligt at forestille sig, at verden en dag vil ændre sin opfattelse af Israels land og den jødiske befolkning så radikalt, og at FN, EU eller NATO ikke længere vil være nødvendige, fordi Messias vil være den højeste dommer – måske fra verdens højeste bjerg.                      Det er fascinerende at tænke på, at våben vil blive overflødige, fordi krig ikke længere eksisterer under Messias’ ledelse fra Jerusalem, og at værnepligt vil høre fortiden til.

Enhver nyhedsudsendelse minder os om, at vi endnu ikke lever i denne tidsalder. Derfor er der også en fare for – som Sovjetunionen fejlagtigt troede – at mennesker tror, de selv kan skabe et utopisk fredsrige på jorden. Det kan vi ikke. Vi har brug for den rette vejledning og belæring fra ham, der selv er visdom, sandhed og retfærdighed.

En dag vil Jerusalem være verdens centrum – ikke som vi kender byen i dag med konflikt og splid, men som stedet, hvor Jesus Messias regerer fra sin trone, og alle mennesker vil strømme til ham. For kun fra ham kommer den sande og varige fred.