Landet, grænserne og profetierne - del 1

I Det Gamle Testamente lover Gud Abraham og hans efterkommere et land – Kana’ans land. Hvordan skal vi forstå dette løfte? Det er der forskellige meninger om blandt bibeltro fortolkere.

En af grundene til, at landløfterne er blevet et krævende teologisk tema, er, at Det Nye Testamente siger relativt lidt om sagen. Der findes bibeltekster, som synes at forudsætte, at løfterne om et bestemt landområde til Israels folk står ved magt (fx Matt 10,23; 23,37-39; Luk 21,24; ApG 1,6; Rom 11,26), men vi leder forgæves efter en grundigere behandling af temaet. Der er et langt mere omfattende gammeltestamentligt tekstmateriale at forholde sig til. Derfor bliver det helt afgørende, hvordan man forstår forholdet mellem de to testamenter. Her må vi anlægge det, man kan kalde et helbibelsk perspektiv. Det betyder, at vi må have øje for den bibelske grundfortælling, som begynder i Det Gamle Testamente og slutter i Det Nye. Et nøgleord i denne grundfortælling er ordet »frelse«.

Lad os derfor se nærmere på grundfortællingen om Guds frelse og lade den forme forståelsen af landløfterne.

Frelse i helbibelsk perspektiv

Frelse er i bibelsk forstand både noget åndeligt og noget materielt. Den bibelske tro er materiel i den forstand, at det er en tro på Gud som skaberen af alt det materielle. Det er helt centralt, at både skabelsen, faldet, frelsen og den fremtidige genoprettelse sker inden for rammen af den skabte verden.

På Bibelens allerførste blade understreges dette perspektiv ved skabelsen. Da Gud havde skabt Adam og Eva, placerede han dem i nogle omgivelser på et bestemt geografisk sted. Denne positive tilgang til alt det skabte er et vigtigt udgangspunkt for en kristen forståelse af både menneskets eksistens, Guds skaberværk og frelsen.

Men mennesket faldt i synd, og jorden måtte følge med mennesket ind under forbandelsen (1 Mos 3,17). Det fik den bemærkelsesværdige konsekvens, at Gud drev dem ud af haven – ud fra det sted, det land, hvor alt var paradis – og de blev hjemløse. Herfra er Bibelen én lang beretning om, hvordan Gud skaber en vej tilbage for mennesket til det sted, hvor de oprindeligt kom fra.

Frelsen har et historisk centrum i inkarnationen. Gud blev menneske i Jesus Kristus. Han blev født Betlehem, voksede op i Nazaret og døde og opstod i Jerusalem. Og her forventer profeten Zakarias også, at hans genkomst vil få sit geografiske nedslag (Zak 14,4).

Først i Johannes’ Åbenbaring 21-22 samles trådene på ny. Vi læser om en ny have, som nu er blevet til en by: »den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra Himlen, fra Gud, med Guds herlighed.« De frelste mennesker – og hele skaberværket i øvrigt – vil få del i forløsningen (Åb 21,1-4; Rom 8,19-23).

Hjemme, ude, hjemme

Bibelens grundfortælling handler altså helt enkelt om, hvordan mennesket mister sit sted, sit land – og hvordan Herren skaber en vej tilbage til dette sted for mennesket. Ud fra en helbibelsk betragtning er frelse således at blive ført tilbage til det oprindelige udgangspunkt – stedet, hvor Skaberen bor i »kollektiv« med sin skabning. Det er den grundlæggende drivkraft bag Bibelens fremadskridende åbenbaring.

Inden for yderpunkterne af denne grundfortælling er der så en lang række andre »mindre« fortællinger, personskildringer og dogmatiske læresætninger, som på forskellig vis er en del af den store grundlæggende fortælling. Dybest set har de alene deres berettigelse som tjenere for den store fortælling. Profetierne til Israel om landet er en af disse mindre fortællinger. Opfyldelsen af landløfterne til Israel er således en lille demonstration af den store grundfortælling spændt ud mellem skabelse, syndefald, frelse og genoprettelse. Det er netop i dette perspektiv, at landløfterne til Israel skal forstås. De skal forstås både som noget, der vil gå i opfyldelse her på jorden, og som noget, der peger frem mod den nye jord.

I bibelsk tankegang deler mennesket og naturen (herunder jorden/landet) skæbne. Sådan var det før syndefaldet. Sådan er det i dag efter syndefaldet, og sådan vil det være i fuldendelsen på den nye jord.

Denne sammenkædning kommer stærkt frem i profetierne om Israel. Israels fremtid handler ifølge profeterne om både folkets og landets fremtid. Landets skæbne kan nemlig ikke adskilles fra folkets skæbne. Hverken når Gud dømmer, eller når han frelser.

Derfor kan vi med frimodighed forvente landløfternes fulde og hele historiske opfyldelse her på jorden i den geografiske udstrækning, som det profetiske ord lover. Denne forventning er ikke et ligegyldigt emne for troen. Det er derimod et pejlemærke til både trøst, glæde og håb allerede nu. For i lille målestok handler Gud med Israel i forhold til landløfterne for at vise alle folkeslag ud over jorden, hvordan han i stor målestok vil føre sin kirke igennem både dom og frelse til vort hjemland på den nye jord.

Guddommeligt løfte – af nåde

Men har Israel så en guddommelig ret til Israels land? I lyset af det bibelske frelsesbegreb er svaret nej. Den faldne menneskeslægt har ingen rettigheder i forhold til at komme hjem og få del i Guds herlighed på den nye jord. Alt er nåde og barmhjertighed.

Derfor har Israel heller ingen guddommelige rettigheder, som skulle kunne bruges som argument i en politisk forhandling. Men Israel har det, som er langt større: Gud har i sin barmhjertighed givet Israel et løfte af nåde.

Skjult under talrige krige og politiske forhandlinger er det guddommelige løfte den egentlige årsag til, at Israel i dag er genopstået som selvstændigt folk i Israels land. For frelsen er baseret på Guds nåde og ikke vores fortjeneste. Derfor måtte landløfterne også være det.

Guds handlen med Israel i forhold til landløfterne er derfor en forkyndelse i lille målestok af den store spænding imellem menneskeslægtens hjemløshed på grund af synden og Guds plan for i Jesus Kristus at føre slægten tilbage til det sted, hvor skabningen igen skal leve i udelt fællesskab med sin skaber.

Der er således en nøje sammenhæng mellem Israel, frelsen og landløfterne. Den konkrete historiske opfyldelse af landløfterne til Israel i den geografiske udstrækning, som profetierne taler om, indgår i Guds gennemførelse af den store frelsesplan for alle jordens slægter. Uden den konkrete opfyldelse når vi aldrig den nye jord.

For eksempel måtte en del af Israels folk tilbage til Israels land, for at Gud kunne realisere planen om Jesu første komme. Landløftet var nødvendigt for frelseshistorien. På samme måde ved Jesu genkomst. Israels folk må tilbage til Israels land, for at Guds løfter om Jesu genkomst til Jerusalem kan gå i opfyldelse.

Selvom landløfterne altså får en konkret opfyldelse i historien på denne jord, skal vi være forsigtige med at tolke detaljer i bibelversene meget konkret ind i de aktuelle politiske begivenheder. Dels fordi profetiens væsen som hovedregel er at beskrive målet og ikke vejen derhen. Dels fordi en stærk optagethed af detaljerne omkring den historiske opfyldelse kan føre til en nedskrivning af landløfternes åndelige betydning. Det vil være en stor fejlslutning. Guds mål med at føre Israel hjem igen er nemlig uløseligt forbundet med, at de skal få »en ny ånd« (Ez 36,26). De skal få del i det større landløfte, som er knyttet til Messias og hans stedfortrædende død og opstandelse. Dette landløfte deler »Israels rest« (Es 10,20-22; Rom 11,5) med den kristne kirke ud over jorden.

Landløfternes mål

»Og jeg så en ny himmel og en ny jord«, står der i Johannes’ Åbenbaring 21. Da har landløftet for både Israel og folkeslagene nået sin endegyldige opfyldelse.

Den store bibelfortælling har nået sit historiske mål. Den frelste del af menneskeslægten fra alle folkeslag og stammer, folk og tungemål er tilbage på stedet, i landet, i haven. Fællesskabet med skaberen er genoprettet. Alt er i harmoni.