Landet, grænserne og profetierne – del 2

I den første artikel (i juni) så vi, at selvom landløfterne til Israel ultimativt har et åndeligt sigte, der peger frem mod Den Nye Jord, så må vi også forvente en bogstavelig opfyldelse her i tiden forud for Jesu genkomst. Men hvordan, hvornår og i hvilket omfang skal de opfyldes? Kan vi som kristne for eksempel støtte en tostatsløsning, eller skal vi tværtimod støtte annektering af Vestbredden? Det er emnet for denne artikel.

Helt overordnet kan det være hjælpsomt at skelne imellem landløfternes intention og deres geografiske omfang.

Intentionen bag landløfterne er klar, som vi så i den første artikel. Gud vil frelse, og frelsen har både en åndelig og en materiel/fysisk side. For mennesket og skaberværket deler skæbne. Derfor kan vi forvente en konkret opfyldelse af landløfterne her på jorden, samtidig med at de peger frem mod fuldendelsen på Den Nye Jord.

Omfanget af landløfterne, altså deres præcise geografiske grænser, er til gengæld ikke helt så ligetil at fastslå.

Hvad siger Bibelen om landets grænser?

Hvad var det for eksempel for et landområde, Abraham så ud over, efter at han i 1 Mos 13 havde sagt farvel til sin nevø Lot, og Herren sagde til ham: »Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt.« Vægten ligger her tydeligt på intentionen bag løftet og ikke på det præcise geografiske omfang med deraf følgende koordinater.

To kapitler senere bliver løftet mere specifikt, hvad angår omfanget. Herren nævner konkrete geografiske yderpunkter: »Dit afkom giver jeg dette land fra Egyptens bæk til den store flod, Eufratfloden« (1 Mos 15,18).  

I 4 Mos 34,1-7 gives en endnu mere detaljeret beskrivelse af grænserne for »det land, der tilfalder jer som arvelod, Kana’ans land i dets fulde udstrækning.« Her beskrives grænserne nok så detaljeret både mod syd, vest, nord og øst (se også 2 Mos 23,31 og 5 Mos 11,24).

Josvabogen beretter om israelitternes erobring af Kana’ans land. Bogen åbner med, at Herren siger til Josva: »Hvert sted, hvor I sætter foden, giver jeg jer, sådan som jeg lovede Moses. Landet fra Ørkenen til Libanon, fra den store flod Eufrat til Det Store Hav i vest.« Men den efterfølgende detaljerede beskrivelse af de erobrede områder (kap. 13-19) når hverken ned i Sinaiørkenen eller helt over til Eufrat. Alligevel konkluderes det i 21,43: »Således gav Herren Israel hele det land, han havde lovet at give deres fædre; de tog det i besiddelse og bosatte sig dér.«

Knap 900 år efter Moses ser Ezekiel i et syn frem mod endetiden (Ez 40-48). Han ser blandt andet, at Gud tager bolig i et nyt tempel.

I synet gentager Gud, at han engang i fremtiden vil give Israel landet (Ez 47,13-20). Både Moses og Ezekiel ser ud til at placere grænsen for Israels land mod syd på samme sted, nemlig langs et vandløb, der kaldes »Egyptens flod«, »Egyptens bæk« eller »langs bækken til Det Store Hav«. De fleste fortolkere er enige om, at Egyptens bæk sandsynligvis er betegnelsen for en wadi (et udtørret flodleje) på Sinaj-halvøen vest for Gaza. Andre forstår det som Nilen.

Uanset hvilken forståelse vi læner os op ad, så er Gazastriben altså en del af det landområde, som engang skal blive en del af Israel. Det samme gælder dele af det nuværende Syrien og Irak, hvor Eufratfloden løber.

Det væsentlige her er, at Herren igennem profeten Ezekiel gør det med tydelig adresse til det, han tidligere har lovet: »Som jeg løftede min hånd og svor at give det til jeres fædre, sådan skal dette land tilfalde jer som arvelod« (vers 14).

Ezekiel står i dette afsnit så at sige på skuldrene af det, som Moses skrev 900 år tidligere, og peger på en opfyldelse, der vil ske, når Gud tager bolig i et nyt tempel præget af harmoni og hellighed. Med Guds nærvær kommer en helt ny balance i skaberværket, som historien ikke tidligere har budt på.

Selvom det er svært at fastslå helt præcist, hvor disse grænsedragninger går, så viser beretningerne fra Israels historie op igennem Det Gamle Testamente, at Israels folk aldrig kom til at bebo hele det landområde, som 1 Mos 15, 4 Mos 34 og Ez 47 tegner op. Landets geografiske udbredelse toppede under kong David og hans søn Salomo. Men selv om imperiet nåede op til Eufratfloden, var der tale om andre riger og folkeslag, der i en periode var underlagt Israels overherredømme (2 Sam 8,5-14; 1 Kong 5,1).

Derfor kan vi konkludere, at Israels folk ikke på noget tidspunkt i historien har beboet hele det landområde, Gud har lovet Israel. Den fuldstændige opfyldelse venter ude i horisonten.

Hvor, hvornår og hvordan?

Det rejser nogle store spørgsmål: Hvor konkret og hvornår skal vi forvente deres historiske opfyldelse? Og hvad betyder det for et kristent perspektiv på den aktuelle situation i Mellemøsten?

Her må vi stoppe op et øjeblik. Det profetiske ord om fremtidens begivenheder og Jesu genkomst må vi altid gå til med en god blanding af forsigtighed, frimodighed og tillid.

Forsigtighed, fordi sværmeriet lurer lige rundt om hjørnet. Det er der, hvor vi tror, vi kan kigge Gud i kortene, og derfor (måske utilsigtet) tager ham til indtægt for vores egne hjemmelavede tanker og »profetier«.

Frimodighed, fordi det profetiske ord begynder med et »så siger Herren«. Og det, Herren siger, kan ikke rokkes (Joh 11,35). På dette ord bygger både vores tro, vores håb og vores evige salighed.

Tillid, fordi profetiens egenart netop ikke er at give os en manual for fremtiden, men at holde os vågne i håbet, så vi ser Herrens gerninger her i tiden, og så vi er rede, den dag han kommer.

Fire udgangspunkter

Når vi skal forsøge at svare på hvor, hvornår og hvordan, kan vi tage udgangspunkt i følgende fire pejlemærker:

1: Landet og folket hører sammen
Det handlede den første artikel, som kan læses i juni-nummeret, om.

2: Landet tilhører Gud
»Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit« (3 Mos 25,23). Udtrykket »mit land« bruges mange gange af Gud i Skriften om netop det geografiske område, som han lovede Abraham og hans efterkommere (fx Jer 2,7; Ez 38,16; Joel 1,6). Det tydeliggør, at Herren har et helt særligt, nærmest jalousiagtigt forhold til netop denne geografiske plet. »Det er et land, Herren din Gud våger over. Bestandig hviler Herren din Guds øjne på det, fra begyndelsen til slutningen af året.« (5 Mos 11,12) Dette står ikke i modsætning til, at Skriften også understreger, at »hele jorden tilhører Herren« (2 Mos 19,5; Sl 24,1-2). Det må forstås parallelt med, at Skriften løbende bekræfter, at Herren elsker alle mennesker (fx Joh 3,16), og alligevel igen og igen udtrykker sin særlige kærlighed til Israels folk (fx 5 Mos 4,37; 7,7-8; Rom 11,28-29).

3:Landet er en gave fra Gud
Det lille ord »give« er det stadige omkvæd, når Skriften taler om landet: »Jeg vil give dine efterkommere dette land,« sagde Herren til Abraham (1 Mos 12,7). Denne vinkling gentages over for både Isak, Jakob, Moses og Josva.

4: Folkets ophold i landet er betinget af deres forhold til Herren
Se blandt andet 5 Mos 30 og 5 Mos 32,45-47.

Med disse fire udgangspunkter kan profeten Ezekiel hjælpe os et skridt videre. I Ezekiels syn om Gud, der tager bolig i et nyt tempel, befinder Ezekiel sig (i kapitel 47-48) i templet, og afsnittet handler om Israels land rundt om templet. Her beskrives det, hvilke konsekvenser det får for landets grænser, at Gud igen har taget bolig i templet. Konsekvensen er helbredelse, liv og ordnede forhold i hele landet.

Forstås konkret

Men hvordan skal dette budskab forstås? Konkret eller symbolsk? Det er ikke så enkelt at svare på, når det gælder Ez 40-48 som helhed. Men landegrænsernes helt specifikke henvisning i Ez,47,14 til de løfter, Herren tidligere havde givet til »jeres fædre« (1 Mos 15 og 4 Mos 34), gør det oplagt at forstå i hvert fald denne del helt konkret og i forlængelse af den tidligere fordeling af landet under Josva. Dengang nåede fordelingen af landet ikke det fulde geografiske potentiale, men det vil ske nu, siger Herren igennem Ezekiel.

Den endelige og fuldstændige opfyldelse af landløfterne til Israel her på jorden ligger altså stadig ude i fremtiden. Vi ser i dag en begyndende og delvis opfyldelse. Men så langt jeg forstår profetierne, vil de først gå fuldt ud i opfyldelse i forbindelse med Jesu genkomst og oprettelsen af det som i ApG 1,6 kaldes »Riget for Israel« og i Joh Åb 20 kaldes »de tusind år«.

Folket vil da være vendt tilbage til deres gamle land i dets fulde udstrækning. Landet vil være genopbygget og frugtbart, og forholdet mellem Israels folk og Israels Gud skal blive fornyet.

Nabofolkene

En vigtig pointe her er at huske, at ligesom Gud har løfter til Israels folk om en stor vækkelse til sidst, har han også løfter om en stor vækkelse til nabofolkene. Egypten og Assyrien skal en dag omvende sig til Herren, og sammen med Israel skal de tre »blive til velsignelse midt på jorden« (Es 19,23-25). Esajas taler nærmest om dem som ét folk. Profetien synes at sprænge de geopolitiske spilleregler, vi kender, og dermed også vores opfattelse af, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt. Men når disse profetier går i opfyldelse, er der forudsætning for en fredens vej fra Egypten over Israel til det gamle Assyrien, som Esajas taler om i Es 19.

Den dag, hvor der er fred og velsignelse langs hele den vej, vil Israels grænse gå helt fra Egyptens flod til Eufratfloden.

Under de forhold, vi kender i dag, er det særdeles svært at forstå, hvordan det politisk skal komme dertil. Men det skyldes måske, at vi glemmer at have Herren med i ligningen. Esajas er meget tydelig om, at vækkelsen begynder og har sin årsag i Herrens indgreb alene. Sådan er det i øvrigt altid, når der sker en åndelig vækkelse. Når Herren griber ind, når det profetiske ord går i opfyldelse, kan også de mere geopolitiske magtstrukturer give mening på måder, der er meget anderledes end det, vi ser i dag.

Profetierne om den mellemøstlige vækkelse sætter ganske enkelt landløfterne i et nyt perspektiv.

I dag

Men selvom landløfterne altså får en konkret opfyldelse i historien på denne jord, må vi være forsigtige med at tolke detaljer i bibelversene meget konkret ind i de aktuelle politiske begivenheder. Og vi har slet ikke mandat til at bruge landløfterne som et argument i en politisk debat om for eksempel en tostatsløsning eller israelsk annektering af Vestbredden.

Det hører nemlig med til profetiernes væsen, at de handler om endemålet, men som regel ikke siger noget om vejen frem til målet. Profetierne om Israels fremtidige geografiske udstrækning i forbindelse med Jesu genkomst siger derfor ikke nødvendigvis noget om, hvad der er Guds vilje i den aktuelle politiske situation. Vi kan derfor heller ikke alene ud fra profetierne afgøre, om det var rigtigt for Israel at trække sig ud af Gaza tilbage i 2005, eller om det er positivt eller negativt, hvis der en dag oprettes en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza.

Men vi kan med sikkerhed sige, at dagen kommer, hvor Herren vil give Israels folk hele det land, som han lovede, inklusive Gaza og Vestbredden. Da skal landet genopbygges og blive uhyre frugtbart. Folket, sammen med folkeslagene fra Egypten til det gamle Assyrien, skal tjene Herren i fred, som et vidnesbyrd om frelsen i Jesus – Israels og hele verdens Messias.

Indtil den dag kommer, er vi kaldet til at følge Jesus, når vi skal navigere i den aktuelle situation i Mellemøsten. Det vil sige, at vi må huske:

1: Næstekærlighed: Gud elsker Israels naboer og ønsker det bedste for dem. Det skal vi også gøre (3 Mos 19,18).

2: Kærlighed: Gud har på en helt særlig måde kastet sin kærlighed på det jødiske folk. Det skal vi også gøre (Rom 11,28; 15,27).

3: Tillid: Profetierne om Israels grænser skal nok gå i opfyldelse. Gud svigter ikke sine løfter (Rom 11,29).

4: Retfærdighed: Enhver strid mellem mennesker skal afgøres ud fra, hvad der er retfærdigt. Det gælder også striden mellem israelere og palæstinensere om landet (5 Mos 1,16; 1 Joh 2,29).

5: Forbøn: Bed om, at freden må komme til Jerusalem. Det vil blive til velsignelse for alle folkeslagene i Mellemøsten og ud over jorden (Sl 122,6; Es 62,6-7).

Vort kald

»Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.« Sådan sagde Jesus til sine disciple (Apg 1,6). Men han fortalte dem også om en række tegn, som skulle varsle hans snarlige genkomst, og konkluderede: »Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« Luk 21,28).

I dette spændingsfelt er vi sat som Guds kirke og menighed her på jorden. Lad os leve her i frimodig og nysgerrig dialog med hinanden om profetierne, der knytter sig både til folket og landet Israel og til Jesu genkomst. Og mens vi gør det, så lad os frem for alt give os hen i tjenesten for evangeliet. Lad os i Helligåndens kraft være vidner om Jesus Messias i vores lokale Jerusalem«, vores regionale »Judæa og Samaria« og lige til jordens ende (ApG 1,8).

»Han, der vidner om dette, siger: ”Ja, jeg kommer snart.” Amen, kom, Herre Jesus!« (Åb 22,20).