Det trækker op til mere krig i både Libanon og Iran
Krigen mellem Israel og Hizbollah er eskaleret markant den seneste uges tid.
Tilbage i midten af april blev der ellers indgået våbenhvile, og det første stykke tid var der forholdsvis roligt i området. For eksempel undlod Israel at foretage angreb omkring Beirut, mens Hizbollah undlod at angribe det nordlige Israel. Der var dog stadig jævnlige angreb mellem parterne i det sydlige Libanon.
I maj valgte Israel så at etablere det, de kalder en forsvarslinje nogle kilometer inde i Libanon. Denne linje afgrænser et område i det sydligste Libanon, som Israel holder som en slags bufferzone. Målet med bufferzonen har især været at forhindre angreb med raketter og droner samt at fjerne terrorinfrastruktur i landsbyerne i området.
FPV-droner dræber soldater
Men i løbet af maj begyndte Hizbollah at sende såkaldte ”first person view-droner” med ammunition mod israelske soldater og civile. Det er små droner, der er forbundet med et fiberoptisk kabel til en fjernbetjening. Ja, du læste rigtigt. Der går et ultratyndt kabel (ligner en fiskesnøre) fra den, der styrer dronen, til selve dronen, som kan flyve helt op til 20 km væk fra føreren. Det har især to fordele, hvis man vil bruge dem som kamikaze-angrebsdroner. For det første er det svært for de israelske systemer at opdage dronerne. For det andet kan de styres meget præcist og ramme præcise mål – fx personer eller kampvogne.
Det er blandt andet Hizbollahs øgede brug af disse FPV-droner, der 26. maj fik Israel til at udvide sin bufferzone og altså gå længere ind i Libanon.
Søndag den 31. maj kom så nyheden om, at den israelske hær har indtaget Beaufort-slottet – et højtliggende middelalderslot – som har stor strategisk betydning. Herfra Hizbollah ifølge IDF udført mange angreb mod Israel.
Mandag den 1. juni har premierminister Netanyahu så sagt, at han har beordret hæren til igen at udføre angreb mod Beirut-bydelen Dahieh, som er en Hizbollah-højborg. Det har USA ellers modsat sig siden våbenhvilen i midten af april.
Dermed lader det til, at vi er tilbage til den situation, der var før våbenhvilen.
Mange dræbte soldater
Mandag morgen blev endnu en israelsk soldat dræbt i et angreb fra Hizbollah. Han var den 26. soldat, der mistede livet i kampen mod terrorgruppen siden 2. marts, hvor Hizbollah angreb Israel og dermed brød den våbenhvile, som ellers havde været der siden november 2024.
Søndag havde Hizbollah affyret – ifølge flere medier – over 50 raketter mod nordisraelske byer.
Byer som Nahariya, Akko, Tel Dan, Beit Hillel, Kiryat Shmona, Safed og Maalot blev enten ramt af raketter eller havde adskillige luftalarmer på grund af angreb. Flere steder landede raketter i et øde område.
Der er ikke meldinger om dræbte civile, men i Beit Hillel blev fire personer såret.
Afhænger af Iran og USA
Våbenhvilen, som altså nu hænger i en meget tynd tråd, kom i stand som en del af forhandlingerne mellem USA og Iran. Disse forhandlinger er også forbundet med stor usikkerhed lige nu. For blot en uges tid siden forlød det ellers, at en mere permanent aftale nærmede sig. Men i løbet af weekenden har USA angrebet Iran, og Iran har angrebet mål i Kuwait.
Det lader ikke til, at Iran ikke er så svækket, at de vil acceptere amerikanernes krav om at standse deres atomprogram helt og skille sig af med deres berigede uran.
Når det gælder iranernes missilprogram, kunne CNN i weekenden berette, at Iran ifølge sattellitbilleder har gravet 50 indgange til underjordiske missilfaciliteter fri. Indgangene fordelte sig på 18 forskellige lokationer, som altså blev ramt af israelske og amerikanske bomber i løbet af marts og starten af april.
Styret i Iran »vil affyre mange flere langtrækkende missiler mod Israel og andre lande i Mellemøsten efter effektivt at have gravet deres arsenal fri,« lyder det i CNN’s dækning.
Pilen peger derfor lige nu kraftigt mod en eskalering på begge fronter. Spørgsmålet er, hvor meget der skal til, før Israel igen vil angribe Iran. Foreløbig er det kun USA, der – i denne omgang – har angrebet der, mens Israel altså har haft sit fokus på Libanon.
