Gud opfylder sine løfter – men tvivlen kan let snige sig ind

Som kristne i 2026 lever vi på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor vi er så privilegerede, at vi kan kigge tilbage og se, at Gud holder, hvad han lover. Der er kastet et vist lys over nogle af de ellers lidt kryptiske profetier, som vi kan læse i Det Gamle Testamente.

Når vi læser profetierne om Messias, som skulle fødes af en jomfru (Es 7,14) i Betlehem (Mika 5), som skulle være af Davids slægt (Jer 23,5), som senere skulle ride på et æsel (Zak 9,9), blive gennemboret for vores synd (Es 53,5) og opstå »på den tredje dag« (Luk 9,22), så har vi et navn og en person at knytte dem til.

Når vi læser om Guds pagt med Abraham og løftet om, at hans efterkommere gennem Isak skulle blive til et stort folk og få et land i eje, så kan vi se på Israel og konstatere, at det jødiske folk efter mange år i stor stil vender hjem til det gamle bibelske land. For bare et par hundrede år siden så virkeligheden helt anderledes ud. Bibellæsere i 1800-tallet havde helt andre forudsætninger for at forstå eksempelvis Ezekiel, der profeterer, at Israels bjerge skal »bære frugt for mit folk Israel, for de kommer snart«, at »byerne skal befolkes, og ruinerne genopbygges«, og at »de skal tage dig (Israels land, red.) i besiddelse, så du bliver deres ejendom« (Ez 36,6-12).          

Vi har altså det privilegium, at vi kan læse tekster i Bibelen, som er skrevet for længe siden, og så konstatere, at det, som forudsiges i de tekster, i hvert fald i nogen grad også er sket.

I Bibelen møder vi mange personer, som tvivler på Guds løfter. Vi kan måske have svært ved at forstå denne tvivl. Måske for vi glemmer, at de levede på et tidspunkt, hvor det ikke var lige så indlysende, at de utrolige løfter skulle opfyldes. Hvor bagklogskabens lys ikke var så stærkt, som det er nu.

Men også vi, der lever i dag, er begrænset i vores evne til at forstå Bibelens profetier. Også vi kan blive ramt af tvivl.

Her vil jeg give tre eksempler på bibelske personer, der tvivlede i mødet med Guds løfter. Jeg tror, de kan lære os noget om det at vente på opfyldelsen af Guds løfter.

Sara: En gammel kone føder ikke børn

Lad os først se nærmere på Abrahams kone, Sara – som jeg faktisk har lidt ondt af. Flere gange vælger Abraham at holde det hemmeligt, at de er gift. Det fører til, at både Farao (1 Mos 12) og en konge ved navn Abimelek (1 Mos 20) »sender bud« efter Sara, fordi de tror, hun er ugift. Og helt generelt tror jeg ikke, at Guds plan med Abraham gjorde livet nemmere for Sara. Mon ikke for eksempel kravet om at ofre Isak har været traumatiserende for hende – hvis hun da blev indviet i planerne?

Det, Sara nok er mest kendt fo1r, er imidlertid ikke, at hun gennemlevede hårde tider. Heller ikke at »hun blev til folkeslag«, og at »folkekonger nedstammer fra hende« (1 Mos 17,16).  Nej, det er, at hun lo, da hun stod i teltåbningen og hørte en mand (som var Gud) love Abraham, at Sara skulle føde en søn, selvom både hun og Abraham var meget gamle (1 Mos 18,10-15).

På det tidspunkt kendte hun alt til løftet om, at Abraham skulle blive stamfar til et stort folk. Hun troede på det. Men hun havde også konstateret, at det ikke kunne være gennem hende, at familien skulle føres videre – hun kunne ikke få børn og var nu også blevet en gammel kvinde. Derfor måtte være det gennem en anden kvinde, tænkte hun. Så hun satte sig selv og sin stolthed til side og lod Abraham få et barn med trælkvinden Hagar.

Saras historie viser noget om, hvad det vil sige at vente på opfyldelsen af Guds løfter.

Hendes forventning til, hvordan Guds løfte skulle opfyldes, var påvirket af den virkelighed, hun levede i. Hun havde nået en alder, hvor hun ikke var i stand til at føde et barn, og derfor var hendes konklusion klar: Gud måtte have en anden plan for, hvordan Abraham skulle blive stamfar til et stort folk, som skulle blive til velsignelse.

Jeg synes, det er svært at bebrejde hende. Og jeg tror, at vi skal være påpasselige med at ringeagte Sara og tænke, at hun ikke havde tillid til Gud. For hvorfor kunne det ikke have været gennem Hagar, at Gud ville velsigne verden? I dag kan vi læse, at Gud tydeligt siger, at det er gennem Sara (1 Mos 17,19). Men Sara kunne ikke sætte sig ned og læse Første Mosebog og finde svarene.

Også vores forventninger til, hvordan Gud vil opfylde sine løfter, påvirkes af virkeligheden nu og her.

Det gælder som nævnt Guds løfter til det jødiske folk om et land. Ville vi for to hundrede år siden med samme overbevisning have sagt, at det jødiske folk igen ville få en stat med Jerusalem som hovedstad?

Og hvem tør i dag sige, at Israel en dag vil få hele det bibelske Kana’ans land? Hvad med en by som Nablus (det bibelske Sikem), der i nyere tid har opfostret adskillige terrorister med israelske liv på samvittigheden? Skal den igen være ejet af det jødiske folk? Og hvad med Gaza?

Det er, som om Guds løfter og virkeligheden trækker i hver sin retning.

Moses: »Hvem er jeg at ….

Ligesom Abraham og Sara oplevede Moses at få givet store løfter af Gud. Og ligesom Abraham og Sara skulle Moses spille en vigtig rolle i opfyldelsen. Og også han blev ramt af tvivl i mødet med løftet.

For Moses var det dog ikke en tvivl om, hvad Gud mente med sit løfte, og hvordan det skulle opfyldes. Det var primært en tvivl på sig selv. For løftet afhang jo af ham og hans evner og vilje. Sådan tænkte han i hvert fald selv. Heller ikke Moses kan man bebrejde. Han var flygtet fra Egypten, fordi Farao ville slå ham ihjel. Ganske vist var der i mellemtiden kommet en ny Farao. Men det var stadig en skræmmende besked at få, da Gud sagde, at han skulle gå op til Farao og derefter føre folket ud af landet.

Moses ser mange forhindringer for Guds plan og protesterer: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud?« (2 Mos 3, 11). »Hvad nu hvis de ikke tror på mig?« (2 Mos 4,1). »Undskyld mig Herre, send dog en anden!«

Én ting er at tro på løfter i en formodet fjern fremtid, som vi ikke har nogen indvirkning på. Det kan på sin vis være let, fordi det så at sige er gratis at tro på. Når løftet – eller budskabet – involverer os selv, bliver det mere kompliceret.

Når Jesus siger »giv, så skal der gives jer«, kan man let føle sig lidt ukomfortabel – ligesom Moses. »Hvad nu hvis jeg ikke bliver velsignet?«. »Hvad hvis jeg selv kommer til at mangle noget?«. »Herre, få dog en anden til det!«

Her kan vi lære noget af Guds svar til Moses, som lyder: »Jeg er den, jeg er.« Det er »Jeg Er«, der står bag. Det må vi også huske, når vi kan tænke »hvorfor mig?« i mødet med Guds ord.

Thomas: Behovet for et tegn

Løftet om Messias er det vigtigste løfte, Gud har givet os. Uden det ville det stå skidt til. Uden Jesu første komme ville prisen for menneskets synd ikke være betalt. Uden hans genkomst ville døden og ondskaben fortsætte med at eksistere, og skaberværket ville ikke blive forløst og forvandlet.

Men også når det gælder troen på Jesus, kan der snige sig tvivl ind. Var han virkelig Guds søn? Og hvis han var: Betyder hans opstandelse virkelig, at jeg også skal opstå til evigt liv? Kommer han igen og gør alting nyt?

Flere steder i Bibelen møder vi personer, som får et tegn, der skal hjælpe dem med at tro. Moses fik hele tre tegn, som skulle overbevise israelitterne om, at han var sendt af Gud – blandt andet at hans stav blev til en slange, når han kastede den på jorden (2 Mos 4). Gideon fik to tegn, så han vidste, at Gud ville »frelse Israel ved mig, sådan som du har lovet« (Dom 6).

Det lader altså til, at Gud har forståelse for menneskers behov for tegn, der skal hjælpe troen på vej. »Hvis de efter det første tegn ikke tror på dig og ikke vil høre, så vil de tro efter det andet tegn,« siger han til Moses.

En person, som havde brug for et tegn, var disciplen Thomas. »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder (…) tror jeg det ikke,« sagde han, da han fik at vide, at Jesus var blevet levende igen efter at have været død et par dage.  Ligesom Moses og Gideon fik han også det ønskede tegn – og det hjalp ham med at tro.

Opmuntringen til os er: Gud ser vores tvivl og ønsker at hjælpe os med at tro.

Se og mærk

En række af Bibelens personer havde svært ved at forholde sig til Guds løfter. Præcis det samme kan vi have i dag. Er det virkelig sandt, at Gud kender mig og lytter til min bøn? Er det virkelig sandt, at han en dag kommer og fjerner det onde og skaber en ny og perfekt jord?

I den situation er det vigtigt at huske på én ting: Når Gud har sagt, at noget vil ske, så sker det. Hvornår og hvordan ved vi ikke – men det sker.

Heldigvis er det ikke noget, vi er efterladt til at tro blindt på. Tværtimod kan vi åbne øjnene og se, at Gud er troværdig. Han er i fuld gang med at opfylde løftet til Abraham. Sara og Abrahams efterkommere blev til at stort folk. Moses gik til Farao og førte senere folket ud af Egypten og til Kana’ans land. Og her blev Jesus født mange år senere som lovet. Og derfor kan vi tro, at han en dag vil komme igen for at opfylde de løfter, vi endnu venter på.

Thomas kunne se og mærke sårene på Jesu krop. Kristne i dag kan se og mærke, at Guds ord er troværdigt. Og en skønne dag vil vi se og mærke opfyldelsen af løftet om, at skaberværket, som længe har været under forbandelse, igen vil komme under Guds velsignelse, når Jesus kommer og nyskaber alt.