Hvorfor et det vigtigt, at Jesus blev et rigtigt menneske?

Vi begynder i fiktionens verden med historien om Superman, som blev født med navnet Kal-El på planeten Krypton. Som spæd blev han sendt til jorden, lige før Krypton eksploderede. Kal-El landede uden for byen Smallville, hvor han blev opdaget og adopteret af et barnløst ægtepar, der gav ham navnet Clark Kent.

Efterhånden opdagede han sine superkræfter og besluttede sig for at bruge dem til at hjælpe andre. Ved at vise sig i et kostume, når han skulle hjælpe andre, og arbejde som journalist i sit civile liv holdt han sin sande identitet skjult.

Skal vi tænke sådan om Jesus? Gud besluttede at sende sin søn til verden. Jesus landede på vores planet omkring år 0. Gud var dog mere avanceret end Supermans far. Han lod nemlig sin søn føde af en jødisk jomfru og adoptere af en jødisk tømrer. Men under sit beskedne ydre og sin baggrund i Nazaret er Jesus hele tiden Guds egen søn med del i Guds egen natur og magt. Jesu menneskelige natur er kun en ydre facade. Ligesom Superman.

Skal vi forstå Jesu menneskelighed sådan? Det spørgsmål tænkte kirken meget over de første århundreder. Den nikænske trosbekendelse fra år 325 anerkendes i dag af de fleste kirker. Her understreges det, at det jødiske barn i Betlehem er både sand Gud og sandt menneske. Jesus er »Gud af Gud, af samme væsen som Faderen« og »blev kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske«.

Ro med begge årer

Sejler vi robåd, skal vi anvende begge årer for at holde kursen. Roer vi kun med én åre, sejler vi i ring. Guds sande folk tilbeder Jesus som både sand Gud og sandt menneske. Fokuserer vi kun på Jesus som sand Gud, ender det galt. Så bliver alt det, Bibelen fortæller om Jesu menneskelighed, kun et skuespil: Gud kan ikke fristes af det onde (Jak 1,13). Jesus er sand Gud, og derfor kan hans kamp mod Djævelen umuligt være en virkelig kamp på liv og død. Jesus er jo Gud. Derfor kan han ikke fristes sådan for alvor! Han leger bare med Djævelen. Denne forståelse holder bare ikke! For Jesus blev virkelig fristet af Djævelen.

Fokuserer vi derimod kun på Jesus som sandt menneske, går det også galt. Det er til dels det, der sker i en bibelkritisk læsning af Bibelen, hvor Jesu undere ikke tolkes som historiske begivenheder, men som et udtryk for, at de første kristne så Jesus som noget særligt. En sådan læsning konkluderer fejlagtigt, at Jesus ikke mente om sig selv, at han var sand Gud, men at han så sig selv som en karismatisk rabbiner, der gjorde et uudsletteligt indtryk på andre.

Hvorfor et det vigtigt at fastholde, at Jesus blev et rigtigt menneske? Fordi Bibelen og kirkens trosbekendelse siger det! Vi roer altså med begge årer. På den ene åre står der »Jesus er sand Gud«. Den åre giver tryghed i, at vort liv hviler i Den Almægtiges store, stærke og gode hænder.

Karen Blixen blev engang spurgt, hvordan personerne i hendes romaner kunne klare alt det forfærdelige, hun udsatte dem for. Hun svarede: »Det kan de også kun, fordi de ved sig i en stor forfatters hånd.« Det samme gælder os, der bekender Jesus som Herre og som sand Gud. Vi er virkelig i den store forfatters hånd.

På den anden åre står der »Jesus er sandt menneske«. Det betyder, at Jesus er i samme båd som os. Glemmer vi Jesus som sandt menneske, kommer han alt for langt væk fra os.

Kød på Guds kærlighed

Lad en historie illustrere glæden og dybden i juleevangeliet i Johannesevangeliet 1,14, hvor der står, at »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os«:

Langt ude på landet boede en familie i et stort hus. Det var nat, og familiens medlemmer sov trygt. Så brød uvejret løs med lyn, torden, regn og storm. Dette hurlumhej betød, at husets yngste vågnede; en pige på fem år. Hun blev bange og kaldte på sin mor! Moren kom og fik sin datter beroliget.

Da der var faldet ro på, ville denne mor sige et par ord om Gud. Hun sagde: »Du skal ikke være bange. Gud passer på dig!« »Ja, det ved jeg godt«, svarede pigen, »men jeg havde sådan brug for at mærke en kærlighed med hud på«.

»Kærlighed med hud på« er det præcise udtryk for, hvordan Gud elsker os. Fordi Ordet blev kød, ved vi, at Gud ikke sidder langt borte i sin himmel og glæder sig, når det går os godt, og græder, når det går os dårligt. Nej, Gud kom selv til os, da han lod ordet blive kød i jøden Jesus.

I Jesus mærker vi Guds kærlighed med kød på!

Menighed på glidebane

I begyndelsen af hebræermenighedens rejse med Jesus sugede de til sig af forkyndelsen og gav sig selv hen i tilbedelsen af Jesus som Messias. Med tiden blev glæden mindre. De begyndte at glide bort fra Jesus.

Hvad skriver man til en menighed, der åndeligt er ved at gå i stå? Hebræerbrevets forfatter peger på Jesus og viser, hvem Jesus er og udfolder, hvad Jesus gjorde! Når troen sløves, har vi brug for at se Jesus som sand Gud og sandt menneske. Her er to eksempler fra Hebræerbrevet.

»Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom. (…) Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes« (Hebr 2,14-18 i uddrag).

»Vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd« (Hebr 4,15).

Hebræerbrevets forfatter minder os om dette befriende budskab: Jesus har gennem sin død som sandt menneske gjort Djævelen og døden magtesløse. Bemærk, at kun som sandt menneske kan Jesus repræsentere os og bære vores synd. Jesus måtte blive kød og blod for at bære vores synd. Det er ganske enkelt en forudsætning for vores frelse, at Guds søn blev sandt menneske. Jesu fødsel som menneske er betingelsen for, at han på korset kunne bære og sone synden og gøre Djævelen magtesløs.

Jesus forstår os

Som allerede nævnt kan vi få den tanke, at når Jesus er syndfri, stor og stærk, er fristelsen bare et skuespil. Lidt ligesom når jeg slås med et barnebarn på fem år. Jeg siger av, når hun slår! Og kampen ender naturligvis med, at jeg overgiver mig betingelsesløst! Men selv som 73-årig, kan jeg hvert øjeblik sende hende til tælling – og mig selv i retten.

Men Jesu kamp med fristelser og Fristeren er ikke et skuespil. Det er en kamp på liv og død! Djævelen disker op med alle sine fristelser. Og Jesus mærker virkelig trangen til at give efter!

Men Jesus sejrede! Han blev fristet i alt – dog uden synd! Derfor kunne han bære vores synd på korset og beskytte os i dag! Jesus sejrede som menneske af kød og blod! Derfor kan han forstå os, når vi kæmper med fristelser, lidelser, ensomhed og alt det andet.

En gammel historie handler om en indianer, som ville trøste en ven. Den sørgende afviste dog hjælpen med ordene: »Du kan ikke hjælpe mig, for du har aldrig gået i mine mokkasiner.«

Jesus blev sandt menneske. Han har gået i vore mokkasiner. Derfor forstår han os, når vi kæmper med skrøbeligheder, sorger, fristelser og ensomhed. Når vi kommer til Jesus som sand Gud og sandt menneske, kan vi opleve det samme som salmedigteren Lina Sandell:

»Når jeg er misforstået, fra venner såret går –

en stille stund hos Jesus den læger alle sår.«

(Sange og Salmer nr. 590)