Satan – den store fjendes nederlag

I den danske evangelisk-lutherske tradition indleder vi trosbekendelsen med at sige: »Jeg forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen«. Djævelen omtales i Bibelen ligeså meget som Satan, og Bibelen benævner ham også som den onde, den gamle slange, løgnens fader, denne verdens fyrste, denne verdens gud, vore brødres anklager, morder og afgrundens engel.

Da Djævelen fristede Jesus ude i ørkenen, afviste Jesus ham tre gange med henvisning til, hvad der står skrevet i Guds ord. Til sidst sagde Jesus: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene’« Da forlod Djævelen ham (Matt 4,10-11).
For den evige og almægtige Gud må Satan vige. Han får aldrig lov til at gå længere, end Gud tillader.
 

 

Satan - en realitet

Satan er en realitet i denne verden. Han er usynlig, men en frygtelig virkelighed.
Han kom i form af en slange til Adam og Eva i Edens have. Det første, han gjorde, var at sætte spørgsmål ved Guds ord. I næste omgang vovede han direkte og åbent med en løgn at modsige Gud: »Vist skal I ikke dø!« (1 Mos 3,4).
Derefter afslørede Satan det, som er hans egentlige og dybeste hensigt med hvert eneste menneske – nemlig at mennesket skal gøre sig fri af Gud og leve, som det selv vil, og være sin egen herre. For Satan vidste, at den, der gør sig fri af Gud, netop ikke bliver sin egen herre, men kommer til at tjene og trælle under Satan.
Det er den virkelighed, ethvert menneske lever i.
Ingen har sagt dette mere klart end Jesus selv. For at slå fast, at det, han nu siger, er dybt alvorligt, begynder han med ordene: »Sandelig, sandelig siger jeg jer« og fortsætter: »Enhver som gør synden er syndens træl … I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen» (Joh 8,34-44).
Det var netop dette, Adam og Eva som de første mennesker så smerteligt måtte erfare. Og det er den tilværelsens virkelighed, som vi alle lever i, at Satan dybest set har ét formål med at friste mennesket – nemlig at holde os borte fra Gud og hans ord.
Derfor står Satan bag ved alt, hvad der har til hensigt at føre et menneske på åndeligt vildspor. Han går omkring - dels som en brølende løve, der »leder efter nogen at sluge« (1 Pet 5,8), og dels som én, der udgiver sig for at være en lysets engel (2 Kor 11,14).
Det var på den måde, Satan kom til Peter, da Peter ville overtale Jesus til ikke at lide korsets død. Men da vender Jesus sig om til Peter og siger: »Vig bag mig, Satan« (Matt 16,23).
 

 

Hadet mod Gud og Guds folk

Satan modarbejder Gud og alt det, Gud bruger for at gennemføre sin plan med verden. Satans had får en stadig større intensitet, efterhånden som denne verdens tidshusholdning nærmer sig sin afslutning. Vi ser det i den stærkt tiltagende afkristning, amoralitet og lovløshed og i den mere og mere negative holdning til Israel.
På en international konference om antisemitisme i London den 17. februar 2009 anførte flere af deltagerne, at fysiske og verbale angreb mod jøderne er øget markant efter nytår. Direktøren for den amerikanske organisation Anti-Defamation League, Abraham Foxman, udtalte, at »i løbet af de sidste seks uger har vi set en eksplosion i antisemitisk aktivitet. Jøder får skylden for Gaza-krigen og den økonomiske krise, og der er ikke sket så mange angreb på jøder, jødiske institutioner og synagoger siden Anden Verdenskrig«. Vi er i dag vidne til, hvordan fjendskabet mod Israel – ikke mindst i de muslimske lande – ytrer sig mere og mere i et regulært had.
Men hvem er det, der er det egentlige ophav til fjendskabet mod jøderne og til ondskaben i det hele taget?
Generalen bag dette er Satan, for han hader alt, hvad der er af Gud. Fordi Israel er Guds udvalgte folk, hans ejendomsfolk (5 Mos 14,2), er dette folk ligesom den kristne kirke på en særlig måde genstand for Satans fjendskab og had. Men den almægtige og evige Gud, som er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, vil, når tiden er inde, fuldføre sin herlige plan med sit folk.
 

 

Hvorfra kommer Satan?

Gud har skabt alt, jorden og himlen, hele universet, alt levende, mennesker og engle. Men fra Gud kommer der kun godt. Alt hvad han skabte, er godt (1 Mos 1,31).
Derfor har Satan ikke fra begyndelsen været ond og Guds modstander. Bibelen giver os muligvis visse hentydninger til Satans oprør mod Gud. Ezekiels Bog 28 og Esajas’ Bog 14 antyder, at Satan på et tidspunkt hovmodede sig over sin skønhed, fik onde tanker og gjorde oprør mod den levende Gud.
Måske er det samme begivenhed, som Jesus hentyder til med ordene: »Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn« (Luk 10,18).
Gud udstødte Satan, den faldne englefyrste, fra den himmelske verden, og siden har han været herskeren over et organiseret syndens og mørkets rige. Paulus omtaler ham som »hersker over luftens rige«, det vil sige den onde åndehær (Ef 2,2).
Satan opererer som en usynlig magtfaktor i denne verden. Han fristede mennesket til fald, og synden og døden kom ind i verden som et resultat af menneskets fald. Satan og hans åndehær udøver deres magt her på jorden og ønsker kun at forføre og bedrage mennesker.
Bibelen har konkrete og stærke ord for Satans aktiviteter. I Efeserbrevet 6 anføres, at de kristnes kamp er mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, og mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.
Det, som Satan er behersket af, er synd og ondskab, det vil sige alt, hvad der er imod Gud. Jo mere Satan får råderum i mennesker, der ikke vil vide af den eneste sande Gud, des mere vil synden og ondskaben udfolde sig på jorden.
Når Guds ord, Bibelen, bliver fravalgt, og Guds bud tilsidesat, kan Satan i langt stærkere grad og omfang udøve sin magt – og han gør det. Menneskene bliver trælle under synden, mens de påberåber sig, at de er frie til at leve og gøre som de vil. Men Jesu ord står også ved magt i dag, at de har Djævelen til fader.
Synd fører til mere synd, ondskab til mere ondskab, afkristning til hedenskab, hedenskab til lovløshed og skamløshed. Satans verden er ondskabens og mørkets verden. Derfor siger Bibelen, at verdensherskerne opererer i »dette mørke« og fører menneskene og menneskeheden mere og mere ud i syndens mørke.
 

 

Jesus er stærkere

Satans magt er stor. Men Jesu magt er større! Dét er det bedste budskab, der kan lyde til en falden og syndebundet menneskeslægt.
Gud havde sin plan med denne verden. Til den af Gud fastsatte tid kom hans egen søn til denne jord. Han gav afkald på hele himlens herlighed og blev født ind i denne syndens verden for at frelse menneskene ud af Satans magt.
Allerede ved Jesu fødsel forsøgte Satan gennem Herodes at udrydde Guds søn ved den grufulde handling at lade alle drengebørn i Betlehem-området på to år og derunder dræbe. Her ser vi Satan i al hans kynisme og ondskab. Men imod Gud formår Satan intet.
Fra sin himmel steg Jesus frivillig ned, »for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens vælde, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom« (Hebr 2,14-15).
Ved Jesu død og opstandelse gik de ord i opfyldelse, som Jesus havde sagt ved indtoget i Jerusalem: »Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud« (Joh 12,31).
Nu var vejen banet tilbage til paradiset!
Jesu kors og opstandelse er den strålende sol i denne mørke verden. Han opstod på den tredje dag. Satan havde gjort sit yderste for at holde ham i graven, men Jesus brød dødens lænker, og fra dette øjeblik var Satan en besejret fjende.
Jesus sejrede over alle ondskabens og dødens og helvedes magter. Bibelen stiger det så stærkt, som det vel overhovedet kan siges:»Han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus« (Kol 2,15). En afvæbnet hær er den store taber, og Gud gjorde dem yderligere offentligt til skamme ved at føre dem i sit vidunderlige triumftog i Kristus.
Satan og hele hans åndehær er for altid besejret. Jesus Kristus er sejrherren!
 

 

Satan – færdig for evigt!

Da Jesus og disciplene sad på Oliebjerget i Jerusalem, talte Jesus om det, der skal ske i den sidste tid i denne verden. Det fik disciplene til at spørge Jesus: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende« (Matt 24,3). Da åbenbarer Jesus for dem nogle af de trængsler, der skal komme over dem, der da bor på jorden. Den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, uddyber yderligere de dystre ting, som denne verden har i vente frem mod Jesu genkomst.
Men Johannes’ Åbenbaring siger også, at der ved Jesu genkomst skal komme et fredsrige her på jorden, tusindårsriget. Ved indgangen til tusindårsriget vil Gud gribe Satan og fængsle ham i afgrunden:
»Og jeg så en engel stige ned fra himlen med nøglen til afgrunden og en stor lænke i hånden. Englen greb dragen, den gamle slange, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år, og styrtede ham i afgrunden og satte lås og segl for ham, for at han ikke mere skal forføre folkeslagene, før de tusind år er omme. Derefter skal han slippes løs en kort tid« (Åb 20,1-3).
Satan forbliver altså i afgrundens fængsel under hele tusindårsriget. I denne tid får han ingen indflydelse på menneskeheden og alt det, som sker på jorden. Da vil denne jord opleve en fredstilstand som aldrig før i hele jordens historie – fordi Satan ikke længere kan forføre mennesker.
Men tusindårsriget er endnu ikke afslutningen. Efter tusindårsriget skal Satan frigøres for en kort tid. Straks går han ud og forfører folkeslagene og samler dem til krig. Mange mennesker forkaster den nådige Gud, som i tusind år har ladet freden råde på jorden og velsignet folkene, og vælger i stedet Guds fjende, Satan. Guds endelige svar på den sidste store forførelse bliver verdensdommen og verdensødelæggelsen, hvor Gud sender ild ned fra himlen, der fortærer Satans hære.
Og Djævelen, som forførte folkeslagene, vil blive styrtet i søen af ild og svovl, hvor han sammen med Antikrist skal pines dag og nat i evighedernes evighed (Åb 20,7-10).
 

 

Jesus er Herre og Konge

Jesus har besejret Satan. Han har manifesteret sin sejr ved som Guds søn at dø på et kors i vores sted og opstå på den tredje dag og efter 40 dage at fare op til himlen, hvor han nu har taget plads ved Faderens højre hånd.
Noget af det sidste, Jesus udtalte, inden han vendte til tilbage til himlen, var: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden … og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Matt 28,18-20).
Det er løftet til Guds folk!
I det sidste skrift i Bibelen lige inden Johannes’ Åbenbaring findes nogle vidunderlige trøsteord til alle, der tror på Jesus Kristus, og regner med ham i deres liv:
»Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed! Amen« (Judas’ Brev 24-25).