Allerede som dreng blev Max Meyer zionist: »Kun i Israel kan jøder føle sig trygge«

»Jeg havde aldrig hørt om hverken zionisme eller staten Israel. Alligevel er jeg ikke tvivl om, at jeg blev zionist, da jeg som 12-årig sad på biblioteket og læste om det, mine forældre havde været igennem,« fortæller 74-årige Max Meyer.

Hvis man vil forstå Max’ historie og hans engagement i Dansk Zionistforbund, hvor han har været formand de seneste 15 år, må man begynde med forældrene, som begge var europæiske jøder.

Faren boede i Berlin, da Anden Verdenskrig brød ud, og formåede som den eneste i sin familie at flygte. I 1939 kom han til Danmark, og i 1943 blev han sammen med tusindvis af danske jøder sejlet til Sverige. Efter krigen måtte han sande, at hele hans familie var udryddet. »Jeg har aldrig set min far glæde sig over noget. Han så frem til sin død og skammede sig over at have overlevet som den eneste,« fortæller Max. »Men min mors historie er om muligt endnu mere tragisk,« lyder det.

Hun var fra Polen og endte i koncentrationslejr, hvor hun så sine forældre og søskende blive sendt til gaskamrene. Selv overlevede hun på mirakuløs vis og var som 17-årig kun skind og ben, da befrielsen endelig kom. Hun kom til Sverige, og nogle fælles bekendte introducerede hende for Max’ far, der ligesom hende var helt alene i verden. I 1952 fik de Max, som blev født statsløs, fordi forældrene endnu ikke var danske statsborgere. De bosatte sig i en baggård på Nørrebro uden mange penge. 

Max fornemmede tidligt, at han skilte sig ud fra de andre børn. Og det blev tydeligt, da han begyndte i skolen, hvor de andre ofte talte om bedsteforældre, fætre og kusiner. De ord kendte Max ikke. »Hvor er mine bedsteforældre og mine fætre og kusiner?« spurgte han. »Jeg fandt ud af, at der ikke var nogen. Der var kun os i den lille toværelses lejlighed.«

Israel er det sande hjemland

De skræmmende opdagelser om forældrenes baggrund gjorde altså den unge Max Meyer til zionist, og det var derfor en stor lettelse, da han fandt ud af, at zionismens drøm om en jødisk stat allerede var virkelighed. »Det, der skete for mine forældre, skulle ikke ske for mig. Og i dag er det sådan, at Israel er det eneste sted, jøder kan føle sig trygge,« konstaterer han.

Holocaust har en enorm betydning for hans egen og det jødiske folks identitet og verdensbillede: »Ud over i Israel og USA har man ikke været opmærksom på det, man kalder ”andengenerations holocaustoffer”. Det har mange lande ignoreret. Også selvom Holocaustmuseet Yad Vashem i Jerusalem siger, at det vil påvirke op til fem generationer. Jeg er født i Danmark og elsker landet. Men jeg føler mig ikke sikker her. Derfor blev jeg så sent som for tre år siden israelsk statsborger. Både som et signal til mine børn og børnebørn om, at jødernes fremtid ikke er i Europa. Og på grund af den utryghed, jeg har følt hele livet. Sandsynligheden er ikke stor – men hvad hvis der kommer en regering, der ikke vil have jøder i landet. Den tanke har jeg altid haft. Antisemitismen er som en virus. Den kan være næste væk i perioder – men det blusser altid op igen.«

Bekymringerne har fyldt endnu mere efter terrorangrebet 7. oktober 2023. Max har mange gange tidligere oplevet antisemitisme, der udsprang af uvidenhed og dumhed. For eksempel dengang to kollegaer kom på besøg og troede, at der ville hænge guld på væggen. »Det troede de, at alle jøder havde,« husker Max.

»Men i dag udspringer antisemitismen ikke af dumhed, men af had. Der er trusler. Og vi må leve under konstant bevogtning« Max ville egentlig gerne flytte til Israel. Men dels er det dyrt, dels har han jo sin kone, børn og børnebørn i Danmark.           

Bedre til bøger end blik

Max siger om sig selv, at han var luddoven i skolen, men elskede at læse bøger. Han beskriver desuden sig selv som pacifist, hippie, organisationsmand og en, der altid siger ja – også når han ikke burde.

Efter 9. klasse kom han i lære i en boghandel, men her var han kun et halvt år, fordi chefen var meget konservativ. »Vi skulle for eksempel sige ”De” til hinanden. En dag kom jeg på arbejde iført en rullekrave og fik besked på, at det kunne man ikke. Jeg sagde, at så er det nok bedst, at vi stopper her. Jeg satte mig på en bænk og kiggede ud i luften. Der kom nogle håndværkere hen til mig og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg fortalte, at jeg lige var stoppet på min læreplads. De spurgte, om jeg ikke skulle i lære som blikkenslager. Jeg anede ikke, hvad en blikkenslager lavede,« griner han.

Men Max er som sagt en mand, der siger ja – og så endte han med at blive uddannet blikkenslager. Også selvom han ikke var særligt god til det. Til gengæld viste det sig, at han var meget begavet, når det kom til organisationsarbejde og forhandlinger. Derfor endte han ad omveje som formand for fagforeningen Blik og Rørs hovedorganisation. Her var han, indtil han gik på pension for cirka syv år siden. Han har desuden haft adskillige andre bestyrelsesposter og er i dag formand for Netavisen Pio, en del af Det Jødiske Samfund ledelse og altså formand for Dansk Zionistforbund.

Inden karrieren i fagforeningsverdenen kom han dog først et smut til Bornholm som værnepligtig i Civilforsvaret. Selvom han ikke skulle bære våben, var det ikke lige hans kop te, og derfor var det en lettelse, da han efter 11 måneder var fri og kunne tage til Israel i kibbutz. Her mødte han en sød israelsk pige, som han giftede sig med efter blot et halvt år. Det viste sig at være en god beslutning. Parret endte i Danmark, blandt andet fordi Max gerne ville undgå yderligere et par års værnepligt i Israel.

Til Israel med unge politikere

Selvom Max har opnået stor indflydelse mange steder gennem sit professionelle og frivillige virke, er der særligt én ting, han stolt fremhæver. For en håndfuld år siden begyndte han nemlig at arrangere ture til Israel for lederne i de danske ungdomspartier. Max har været afsted fire gange. Den femte tur er blevet udsat på grund af krig.

»Turene er efter min mening det vigtigste pro-israelske arbejde, der er blevet gjort i Danmark,« lyder det stolt. »Rigtig mange af dem, der er i Folketinget i dag, har været aktive i ungdomspartierne. Og jeg fandt hurtigt ud af, at det er meget svært at ændre holdning hos en gammel politiker,« fortæller Max.

»Den første tur var med DSU (Socialdemokratiets ungdomsparti, red.). Jeg tog hele deres forretningsudvalg med, 12 mennesker. Da vi rejste, anede de ikke noget om Israel. De havde måske hørt lidt om apartheid og besættelse. Da vi kom hjem efter otte dage, oplevede jeg 12 unge mennesker, der måske ikke elskede Israel – men havde forstået landet. Fordi de havde set, hørt og mødt. I dag er der fire medlemmer af Folketinget, som har været med mig i Israel. Og der sidder rigtig mange byrådsmedlemmer rundtomkring – blandt andet i København, Aarhus og Aalborg. Og jeg kan se, at de tør sige deres holdning og stiller op til debat. Jeg støtter dem også, og nogle gange mødes vi til sabbatsmåltid her i min lejlighed og snakker politik og Israel. Jeg håber, at der en dag sidder 179 medlemmer af Folketinget, som har oplevet Israel. De behøver ikke at elske Israel,« forklarer Max.

Han giver et par eksempler på de oplevelser, de unge politikere tager med sig hjem: »Det første jeg gør, er at tage dem ud på en arabisk restaurant i Jaffa. De ved ikke, den er arabisk. Og der er altid nogen, der spørger, om de ikke må få en øl til maden. Så svarer jeg, at det kan man ikke, fordi ejeren og de ansatte er muslimer. Så kigger de over mod bordet ved siden af, hvor der sidder nogle muslimer. Og mod et andet bord, hvor der sidder religiøse jøder. Og så behøver vi ikke at diskutere apartheid mere på turen.

Jeg arrangerer også altid en tur til en byggeplads i Tel Aviv, hvor der arbejder palæstinensere fra Vestbredden. Jeg finder en arabisk tolk, og så sætter vi os sammen med fire-fem palæstinensiske ansatte. Det, der først overrasker de unge, er, at palæstinenserne ofte er uddannede læger, skolelærere eller apotekere. De spørger dem, hvorfor de arbejder i Israel. Palæstinenserne svarer, at det skyldes bedre løn, bedre pension og bedre vilkår generelt. Og så kommer det næste spørgsmål altid: ”Jamen vi har jo hørt, at I skal stå op midt om natten for at komme på arbejde på grund af checkpoints.” Og her lyder palæstinensernes svar, at det ikke passer: ”Normalt tager det fem minutter. Det er kun, når en af vores egne har begået terror, at det tager lang tid”. Sådan en oplevelse giver dem meget mere, end jeg kan give ved at fortælle og argumentere,« forklarer Max.

Måtte gå under jorden i 14 dage

At Max Meyer på den måde har markeret sig som zionist og fortaler for Israel, er kommet med store personlige omkostninger. Når han skal tale offentlige steder, er politiet altid med. Og for nogle år siden blev han udstyret med en overfaldsalarm.

Det skete efter en meget skræmmende oplevelse, som han indtil nu ikke har fortalt så mange om.

»Det var faktisk dagen før, jeg skulle have besøg af nogle af de unge politikere. Blandt andet Mette Frederiksens søn. Pludselig ringede PET. De ville gerne se mig, og jeg sagde okay. To minutter efter var de i min lejlighed. ”Max, pak en tandbørste og lidt tøj, du skal væk.” ”Skal jeg væk?”. ”Ja, omgående. Der er nogen, der vil slå dig ihjel.” De kunne ikke sige mere. Men de efterfølgende 14 dage blev jeg flyttet rundt mellem tre forskellige hoteller. Jeg skulle bare sidde på værelset det meste af tiden. Efter to uger sagde de, at det var ”under kontrol”. Jeg har siden talt med PET flere gange og også med justitsministeren. Men de kan ikke sige mere, så jeg aner ikke, hvem der var ude efter mig. Det var meget ubehageligt.«

Max fortæller, at han har undersøgt, om han har sagt eller skrevet noget på sociale medier, der kan have gjort folk vrede. Men han fandt ikke noget. »Jeg har altid talt om fred og om en tostatsløsning. Så det handlede nok bare om, at jeg er formand for Zionistforbundet,« konkluderede han.

Mens han var gået under jorden, blev den stærke tilknytning til Israel understreget. »Jeg fik kontakt til den israelske ambassade. De var klar til at hente mig og flyve mig til Israel, så jeg kunne være der i stedet for på et hotel. Men jeg tog ikke imod tilbuddet, for jeg har jo familien her.«

Den chokerende oplevelse er desværre ikke enestående, fortæller han: »Jeg har oplevet telefontrusler. Og jeg har oplevet at blive spyttet på. Som jøde lever man på en anden måde. Jeg plejer at sige, at de danske jøder lever i skjul. Jeg har ikke den store optimisme, når det gælder jødernes fremtid i Danmark. Desværre.«

Behov for bekæmpelse af antizionisme

Max er glad og taknemmelig for, at den danske regering afsætter store ressourcer til at beskytte jøderne. »Ellers måtte vi lukke og slukke i morgen,« konstaterer han.

Regeringen har vedtaget en handleplan for bekæmpelse af antisemitisme, hvilket er godt. Men ifølge Max er der en blind vinkel. »Man mangler at bekæmpe antizionismen. For mig at se kan man ikke gøre det ene uden at gøre det andet. Hvis man vil beskytte jøderne, kan man ikke tillade budskabet om, at staten Israel ikke må være her. For dem, der hader Israel og jøder, skelner ikke,« lyder det. Han fortæller, at ordet »Israel« er helt udeladt i regeringens handleplan.

Ifølge Max bør myndighederne lovgive mod antizionistiske budskaber om, at Israel skal udslettes. Man må ikke ignorere, at en stor del af antisemitismen handler om had til Israel. »Vi tillader nogle ting, som gør, at hadet til jøder vokser,« mener han.

Det tavse flertal skal sige stop

På samme måde er der både godt og skidt at sige om den måde, de kristne reagerer på i mødet med antisemitismen, som ifølge mange undersøgelser er blusset voldsomt op siden 7. oktober 2023.

»Jeg er meget glad for Israels kristne venner og besøger dem tit. Jeg husker, at jeg engang talte til en hel sal fuld af Israelvenner. Bagefter sagde jeg til min kone, at jeg ville lade bilen stå, for jeg følte, jeg kunne flyve hjem.«

Men Max savner mere tydelig støtte fra folkekirken og det, han kalder »den almindelige kristne dansker«: »Der er mange, som støtter Israel, og før 7. oktober var der mange, der sagde det højt. Når vi har lavet markeringer i forbindelse med årsdagen for 7. oktober, er der mange fra frikirkerne og fra Ordet og Israel, der møder op. Men den almindelige kristne dansker bliver væk. Det er mit store ønske, at alle, der mener, at jøder har ret til at være i Danmark, og at Israel har ret til at eksistere, tør sige det højt,« lyder det.

Hvis ikke det sker, så ender det måske med, at Max Meyer får ret i sin dystre forudsigelse om, at de danske jøders fremtid ligger i Israel.

Trods sin pessimisme på danske jøders vegne fortsætter han dog ihærdigt med at sige antisemitismen imod. Han håber også, at han snart igen kan tage ungdomspolitikere med til Israel og vise dem, at Israel er en demokratisk, lovlydig og legitim stat. En stat, som ifølge Max er det eneste trygge sted at leve frit som jøde.