En ambassadør, der kender Europa indefra

»Jeg er en åben bog.«

Zvi Tal slår inviterende ud med armene, mens han sidder tilbagelænet i sofaen, der pryder den mere afslappede del af hans kontor på Israels ambassade i Hellerup nord for København.

Ordet og Israel har inviteret sig selv på kaffe for at høre, hvem Israels nye ambassadør til Danmark er.

Regnjakker i Antwerpen

Den 65-årige ambassadørs livshistorie er et tætvævet tæppe af tråde fra både jødiske samfund i Øst- og Vesteuropa, Holocaust og drømmen om et jødisk liv i staten Israel.

Historien begynder i 1930’erne, hvor Zvis far flyttede fra Polen, som dengang var hjemsted for Europas største jødiske minoritet på omkring tre millioner mennesker.

»Min far fortalte ikke meget om familiens historie fra tiden før krigen, men mens jeg arbejdede i Bruxelles, fik jeg adgang til nogle dokumenter. De fortalte, at min far kom til Antwerpen som meget ung og kom ind i detailhandel med regnfrakker.«

Senere blev faderen en del af diamant-industrien, som Antwerpens jødiske samfund historisk har været meget engageret i.

Da faderen var 22 år, brød krigen ud, og han måtte flygte med sine to søstre og sin mor, Zvis farmor. Faderen og søstrene skjulte sig hos en kristen enke og hendes to døtre i en landsby i de franske Pyrenæer på grænsen til Spanien.

»En dag var der razzia i landsbyen, hvor de gemte sig. De fandt en række jøder – også min bedstemor og hendes søster. De blev sendt til Auschwitz. Her omkom de. Men gudskelov fandt de ikke min faders og hans søstres gemmested.«

Faderen flygtede videre til Schweiz, hvor han boede i en lejr indtil krigens slutning. Herefter flyttede han tilbage Antwerpen, hans lillesøster til USA, og hans storesøster til Israel.

Sekretær for Menachem Begin

I den anden ende af Europa blev Zvis mor født i 1920 i det nuværende Chisinau i Moldova. Da nazisterne kom i 1941, flygtede hun med sin familie til Sibirien. Men i 1944 immigrerede hun i hemmelighed til det britiske »Palæstina«-mandatområde, der fire år senere blev til staten Israel.

»Min mor sluttede sig til en af de tre hemmelige paramilitære organisationer, nemlig Irgun, og efter krigen blev hun personlig assistent for Menachem Begin.«

Begin var leder af Irgun og blev senere premierminister i Israel for partiet Likud, som han også havde stiftet.

Når forældrene overhovedet lærte hinanden at kende, var det, fordi de begge var aktive i den zionistiske ungdomsbevægelse Beitar. Fælles bekendte introducerede dem til hinanden.

»De blev gift i Tel Aviv-forstaden Ramat Aviv, og Menachem Begin og mange andre var med til brylluppet. Efter brylluppet trak min far min mor med til Belgien. Det var svært for hende. Hun var zionist ind til benet – det var de begge. Så det var svært for hende at have forladt den genfødte stat Israel.«

Moderen blev hjemmegående og stoppede sine politiske aktiviteter, mens Zvis far fortsatte som præsident for den zionistiske bevægelse i Antwerpen og vicepræsident for bevægelsen i Belgien. Han var også meget aktiv i jødiske bevægelser, der støttede jødiske studerende og samlede penge ind til Israel.

Afsted til Israel

Det var på den baggrund, at Zvi kom til verden i 1960 og blev en del af livet i Antwerpen, der var hjem for omkring 16.000 jøder.

»Jeg gik på Tachkemoni-skolen, der var den traditionelle og liberale jødiske skole, hvorimod byens anden skole var mere ortodoks. Undervisningssproget var flamsk, men vi havde ekstraundervisning i hebraisk med israelske lærere, så jeg kunne lære den autentiske hebraiske accent. Men i øvrigt rejste vi mindst én gang om året til Israel, og det var det mest naturlige for mig at immigrere til Israel, da jeg var 18 år og færdig med gymnasiet.«

»Vi var en hel flok fra klassen, der immigrerede – mere end ti, tror jeg. Mange af dem bor stadig i Israel. Det var i høj grad den generelle stemning, at man skulle immigrere. Også for mine forældre var det virkeliggørelsen af deres drøm og kulminationen af deres opdragelse af deres eneste barn.«

Tre år senere – i 1981 – flyttede hans forældre også til Israel.

Zvi kunne flytte direkte ind i en lejlighed i Tel Aviv, som hans mor havde købt, og pendlede frem og tilbage til Jerusalem, hvor han – som han siger – »selvfølgelig« studerede jura.

»Der er en kendt jødisk vittighed med to mødre med hver deres barnevogn, der mødes på gaden. Den ene peger på sin nyfødte og siger ”her er en fremtidig læge”, og den anden peger på sin nyfødte og siger ”her er en fremtidig advokat”.«

I 1980’erne var Jerusalem mindre religiøs end i dag, men også meget mere stille, husker han. Han foretrak derfor at blive i Tel Aviv i weekenden, hvor nattelivet var mere spændende.

Den eneste ikke-belgier

I Israel kom han i militæret, hvor han som en del af sin værnepligt kunne fortsætte sine jurastudier. Derudover blev der også mulighed for at studere statskundskab, mens han var i hæren. Efter militærtiden begyndte han på det israelske udenrigsministeriums to-årige program, der træner folk til en tjeneste som diplomat. I 1992 skulle han afsted på sin første opgave. Her blev han sendt tilbage til Belgien. Turen »hjem« til Belgien betød dog samtidig, at han måtte bryde båndet til sit fødeland.

»Ministeriet bad mig om at droppe mit belgiske statsborgerskab, så jeg som diplomat kunne bevare min diplomatiske immunitet. Derfor mødte jeg op hos den belgiske konsul i Jerusalem og forklarede, at jeg ville opgive mit belgiske statsborgerskab. Det var formentlig første gang, det nogensinde var sket. Ikke bare for denne konsul, men for nogen belgisk konsul noget sted. Og mine kolleger spurgte mig, om jeg var gal? Hvorfor i alverden opgive så fint et statsborgerskab?«

I dag er Zvi altså ikke længere belgier, selvom resten af hans familie er belgisk. Hans kone har nemlig belgisk statsborgerskab fra et tidligere ægteskab. Parrets tre børn har også belgisk statsborgerskab.

Efter Belgien fulgte en udsendelse til Vatikanstaten, som han selv havde ønsket.

»Det er et lille sted, men samtidig kæmpestort. Dets indflydelse er meget stor, og når man ser tilbage på 2000 års komplekse forbindelser mellem kirken og det jødiske folk, følte jeg mig meget stolt, da jeg stod der som udsending for den jødiske stat i Vatikanet.«

I 2006 kom han igen til Bruxelles som udsending til EU, hvorefter der fulgte nogle år som udsending i Paris.

»I det år løftede fundamentalistisk Islam sit hoved. Vi oplevede terrorangrebet på Charlie Hebdo og på et koshersupermarked. En af vores eksterne partnere – en ung jødisk tekniker – var i supermarkedet, da de blev stormet af terroristerne. Han måtte gemme sig i kølerummet i flere timer, mens han frygtede for sit liv.«

Siden angrebene i Paris i begyndelsen af 2015 er antisemitismen blevet mere intens i Europa, mener ambassadøren og peger på, at mange jøder føler sig fanget mellem to sider:

»De ekstreme højrefløjspartier, der tidligere har haft antisemitiske elementer, er blevet mere venlige mod Israel og nogle endda mod de jødiske samfund som en reaktion mod et voksende muslimsk samfund. Og jøderne føler sig fanget i midten og ved ikke helt, hvad de skal tænke og mene. Det er meget mere komplekst end i tidligere tider,« siger han og understreger, at han taler om Europa generelt, men ikke ser noget jødehad overhovedet blandt de etablerede højrefløjspartier i Danmark.

Måtte evakuere ambassaden

Efter udstationeringen i Frankrig troede Zvi Tal, at næste udstationering måtte være som ambassadør et sted i Europa. Men hans generaldirektør så anderledes på det, og selvom Zvi havde kendt ham siden sin læretid som kadet i ministeriet, var på fornavn med ham og brugte sin europæiske baggrund og erfaring som argument, endte han af alle steder i Mexico i 2019. Her var han ambassadør frem til sommeren 2023.

Men også langt fra Europas og Israels grænser var antisemitismen tydelig: I 2014 var 43 studenter blevet kidnappet og sandsynligvis dræbt, mens de var undervejs til en demonstration. Da de mexicanske myndigheder endte med at anklage den tidligere chef for landets enhed for kriminalitetsefterforskning Tomas Zerón i sagen, flygtede han til Canada og videre til Israel.

På årsdagen for drabene i 2022 demonstrerede studenternes familier over hele Mexico City – også foran ambassaden.

»Om morgenen bemærkede vi, at de betjente, der beskytter ambassaden, forlod deres poster. Da vi spurgte hvorfor, fik vi at vide, at de havde fået ordre til det. Derefter kom ikke kun familierne, men også en anarkistisk gruppe, som brugte demonstrationerne som dække, og jeg måtte tage den svære beslutning at evakuere ambassaden.«

Ambassadens mure blev herefter vandaliseret af graffiti, der blandt andet kaldte på »død over Israel« og »død over apartheid« og opfordrede til at »befri Palæstina«.

Folkebevægelse mod antisemitisme

Siden august 2025 har Zvi Tal så været ambassadør i Danmark, der har et helt andet politisk klima, når det gælder jøder og Israel. Ambassadøren har for eksempel mange rosende ord om regeringens handlingsplan mod antisemitisme fra 2022 og dens opdatering fra december 2025.

»Men når jeg lytter til folk fra det jødiske samfund i Danmark, som altid har været regnet som en integreret del af det danske samfund, men alligevel føler, at de må skjule deres identitet, så er der stadig et problem.«

Derfor mener han ikke, at kampen mod antisemitisme i Danmark først og fremmest vindes gennem politiske initiativer.

»Jeg tror, der er brug for en folkelig bevægelse. Når man ser på den fantastiske redning af jøderne i 1943, var det en spontan handling, der startede blandt jødernes naboer, fordi de blev bekymrede. Først derefter blev modstandsbevægelsen engageret med fiskerbåde osv. En effektiv kamp mod antisemitisme i Danmark må begynde med noget så dansk som en folkelig bevægelse,« lyder det fra ambassadøren.