Kristne og Israels valg: Jubel eller sorg?

Nogle jubler. Andre er dybt bekymrede. Kristne venner af Israel reagerer forskelligt på resultatet af det israelske valg 1. november.

Jublen findes især hos kristne uden for Israel, der betragter Benjamin Netanyahu som en garant for et stærkt Israel. Tiltagende palæstinensisk terror og Irans hurtige skridt frem mod en atombombe får disse kristne til at glæde sig over, at Netanyahu igen bliver premierminister.

Bekymringen hos andre kristne, og ikke mindst hos nogle messianske jøder, skyldes flere forhold. Netanyahus valgsejr trods de alvorlige korruptionsanklager og den store fremgang til uforsonlige ekstremister på den yderste højrefløj skaber skuffelse. Den skaber også frygt for vanskeligere vilkår for Israels messianske jøder.

De vidt forskellige reaktioner er forståelige, fordi kristne ikke er enige om politik.

Men netop i den situation skal vi fastholde et bibelsk udgangspunkt for venskabet med Israel. Her er særligt to forhold vigtige.

For det første skyldes vores særlige venskab med Israels folk ikke, at vi er politisk enige med Israels ledere. Kristen kærlighed til Israels folk skyldes, at de er Guds redskab i gennemførelsen af den store frelsesplan. Gennem dem gav Gud os Messias. Dem brugte han til at give os Bibelen. Og dem bruger han lige nu til at forberede Jesu genkomst.

Guds udvælgelse står fast, uanset hvilke politiske ledere de vælger!

For det andet betyder vores særlige venskab med Israels folk ikke, at vi skal forsvare alt, hvad israelske ledere gør. Hvis nye ekstremistiske ministre handler uretfærdigt, må vi kritisere dem. Se bare på de bibelske profeter! Samtidig med at de stærkt forkynder Guds udvælgelse af Israel, dømmer de skarpt de konger, der handlede uretfærdigt og ondt.

Det er en vigtig nøgle til, hvordan vi som kristne skal forholde os til det israelske valg og den kommende regering.  

Og så er der selvfølgelig grund til at glæde sig over, at staten Israel er et demokrati midt i et overvejende udemokratisk Mellemøsten.